Hele 2.000 mia. kr.
Så stor var Storbritanniens samlede eksport til EU i 2018. Det er en stigning på 38 procent siden 2015, og EU har dermed cementeret sin rolle som briternes suverænt største handelspartner – og meget vigtigere end det var tilfældet ved folkeafstemningen i 2016.
Over halvdelen af stigningen i den samlede britiske eksport i perioden stammer fra EU, og det er drevet af såvel varer som tjenester. Eksporten til USA, Storbritanniens næststørste marked, nåede i 2018 op på 816 mia. kr.
Man skulle tro, at sådanne store tal og ikke mindst tilhørende indtjening og arbejdspladser ville give en smule ydmyghed i forhold til de handelsforhandlinger, som Storbritannien nu fører med Bruxelles og Washington.
Men ydmyghed ligger ikke til premierminister Boris Johnson, og London moser på med krav til begge parter, som øger sandsynligheden for et sammenbrud eller endnu et strategisk tilbagetog som i efterårets skilsmisseforhandlinger.
Der er en meget reel risiko for, at Storbritannien 1. januar 2021 står uden en handelsaftale med sine to største handelspartnere. I forholdet til EU er omfanget af komplekse problemstillinger en hindring. I forholdet til USA er det både indholdet og ikke mindst en politisk kalender, der indbefatter et præsidentvalg i november.
Hårde fronter med EU
Valgsejren i december gav Boris Johnson frie hænder i forhold til de forestående handelsforhandlinger. Indtil videre har den britiske regering gjort alt for at sende signalet om, at der ikke skal være en tæt handelsaftale med EU. Det står direkte i det britiske forhandlingsoplæg, men det er eksempelvis også udmeldinger om, at London vil gå fra forhandlingerne, hvis der ikke allerede i juni er sket betydelige fremskridt.
Det er også det nye pointbaserede migrationssystem, der fra 1. januar vil gøre det umuligt for EU-borgere at tage til Storbritannien for at søge arbejde (det skal være på plads på forhånd). Krav om engelsk og et højt indkomstkrav udelukker også en stor del af stillinger inden for byggeri, landbrug og restauration, hvor EU-ansatte dominerer. I stedet vil borgere fra de engelsktalende tidligere kolonier blive favoriseret. Færre polakker, flere fra Bangladesh.
Kernen i de europæiske krav, der blev endeligt fremsat 25. februar, er fortsat, at der skal være konkurrencelighed mellem EU og Storbritannien, altså at briterne skal holde samme standarder som kræves af europæiske virksomheder. Det er London indædt imod og henviser til, at hverken Canada eller Japan er underlagt de krav.
Men, siger EU, Canada og Japan ligger ikke i Europa og udgør derfor ikke samme strategiske udfordring.
EU kræver også en afklaring på fiskerispørgsmålet, hvor især Frankrig på det seneste har taget en hård linje. Storbritannien kræver omvendt tjenesteydelser – ikke mindst på det finansielle område – inkluderet i en aftale. Ingen af disse spørgsmål indgår i Canada-aftalen. EU forbeholder sig retten til løbende at afgøre, om tredje landes finansielle regulering er tæt nok på EUs til at tillade adgang.
America first?
Johnson har nu fremlagt sit 180-sider lange forhandlingsoplæg om en handelsaftale med USA. Regeringen vurderer, at en aftale med USA vil give en gevinst til britisk økonomi på 0,07 og 0,16 procent. Det er så lidt, at det ikke er synligt med lidt afrunding.
Der vil ikke blive givet indrømmelser på fødevarer, medicinpriser eller en åbning ind i det britiske sundhedsvæsen. Det er områder, som USA har højt på den ønskeliste, som allerede blev offentliggjort i februar 2019.
På trods af, at den britiske regering ikke selv vil gå på kompromis på fødevarestandarder, så foreslår man, at adgangen for britiske varer til det amerikanske marked skal forbedres. Det lyder meget lidt realistisk – akkurat som en lettere adgang for britiske biler til det amerikanske marked.
Den britiske regering har som godbid til USA trukket lidt i land i forhold til en foreslået digitalskat. Det er et spørgsmål, der topper den amerikanske hitliste over udeståender med EU.
Især landbruget er nervøs for, at den britiske regerings afvisning af at følge EUs fødevarestandarder er en del af emnerne til forhandling med USA. De klorvaskede kyllinger er tilbage om ikke på middagsbordet, så i overskrifterne.
Det er ikke blevet bedre af, at et lækket internt arbejdspapir i regeringen argumenterer for, at Storbritannien slet ikke har brug for landbruget; Singapore fremhæves som eksempel på et rigt land uden landbrug. Men en sådan – i øvrigt teoretisk velfunderet – overvejelse gør slet ikke regning med, at Englands landdistrikter er det konservative partis hjerteland.
Britain first!
Samlet tegner der sig et billede af hårde britiske forhandlingsudspil. Det er naturligvis en del af processen, men det er ikke fremmede for det samme tillidsfulde forhold, der udgør rygraden i forholdet til eksempelvis Norge.
Med coronavirus øverst på den politiske dagsorden i EU, Storbritannien og USA er det spørgsmålet, hvor meget politisk kapital, der reelt vil blive brugt på forhandlingerne. Præsident Trump har talt varmt for en handelsaftale, men økonomisk set er det vigtigere at få forholdet til EU på plads. Lige nu er der ikke meget, der giver anledning til optimisme.
Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør
