London er det finansielle vaskeri for sorte penge

Kæmpestore pengebeløb flyder dagligt gennem Londons internationale finanscentrum, og britiske kontrolinstanser indrømmer, at det er svært at finde de mange ulovlige penge i strømmen. Vi tegner et billede af bydelen, hvor det lykkedes Bagmandspolitiet at fange 1,7 mia. forsvundne danske skattekroner.

Canary Wharf, et af Londons finansdistrikter, er attraktivt for både lovlige og ulovlige finansielle aktiviteter. Foto: Toby Melville Fold sammen
Læs mere

Det virker imponerende på de fleste, når man går gennem London City med store, historiske bygninger, osende af imperiets storhedstid og århundreders traditioner inden for »the Square Mile« blandet med de seneste tiårs glaspaladser og altid nogle nye, store bygningsværker i gang.

Uanset, om man kan lide arkitekturen og sammenblandingen af nyt og gammelt, kan man blot ved at passere bygningerne næsten fysisk føle koncentrationen af magt og penge i et af verdens afgørende finansielle omdrejningspunkter.

Et stykke mod øst tager Londons og Storbritanniens ambitioner om at blive endnu større og endnu vigtigere form med den nybyggede bydel Canary Wharf, hvor globale finansinstitutioner har kunnet designe nye hovedsæder efter kravene om konstant ekspansion.

Keith Bristow, leder af National Crime Agency

»Mange hundrede milliarder pund af ulovlige penge bliver næsten helt sikkert hvidvasket gennem britiske banker og deres datterselskaber hvert år.«


Det er her i Londons to kæmpestore finansielle kraftværker, at selv store milliardbeløb kan passere stort set ubemærket. Der har med andre ord været gode muligheder, hvis der viser sig at være hold i mistanken om, at dansk skattesvindel for flere milliarder kroner har haft udgangspunkt i London.

»Mange hundrede milliarder pund af ulovlige penge bliver næsten helt sikkert hvidvasket gennem britiske banker og deres datterselskaber hvert år,« erklærede Keith Bristow, leder af National Crime Agency, NCA, i januar ifølge The Times.

»Den store mængde transaktioner, sproget, en udviklet forretning for finansiel service og den politiske stabilitet i Storbritannien gør, at vores finansielle system i særlig grad er attraktiv for hvidvaskning af penge trods vore initiativer til at opdage og sætte en stopper for det.«

Advarslen blev fulgt op i oktober, da det britiske finansministerium konkluderede, at efterforskningen af de enorme pengestrømme gennem især London i realiteten kun er at kradse lidt i overfladen. »Hundrede milliarder af internationale, ulovlige penge« går gennem de britiske banker, men NCAs efterforsknking begrænser sig til »millioner af pund i værdier i Storbritannien og internationale pengestrømme«.

Svindel for mere end 18 mia. kroner

En talsmand for NCA har til Berlingske bekræftet, at organisationen har stået for en række ransagninger på prominente adresser i London City baseret på danske mistanker om forbindelse til svindel med danske skattekroner. Ofte foregår den britiske finanssvindel netop ved at bygge oven på den værdifulde symbolik i en af de prestigefyldte adresser, som Londons finansverden er så rig på.

I løbet af efteråret har der i britiske medier været fokus på en voldsom stigning i investeringssvindel, hvor firmaer har investeret i dyre kontorer i »Square Mile«, Canary Wharf og Westminster, og derefter kontakter småsparere og private investorer med fristende tilbud om at sætte penge i alt »fra vin til oliekilder«, som Financial Times beskrev fænomenet.

I stedet for det lovede udbytte opdager en del investorer, at deres investeringsfirma ikke mere eksisterer på den opgivne adresse. Ifølge finansavisen er der i en opgørelse fra september 2014 og et år tilbage registreret, at flere end 5.000 investorer tilsammen blev frasvindlet mere end 18 milliarder kroner.

Politikere og finanseksperter har udtrykt bekymring over, at svindel og ulovlige penge i længden kan sætte en alvorlig plet på City of Londons omdømme. Det er blevet endnu mere presserende at sætte ind over for investeringssvindlen, efter at den britiske regering for nylig har gjort det lettere for briterne at få tidlig adgang til deres pensionsopsparinger.

Nej til sorte penge fra Cameron

Et andet meget omtalt problem er, at »sorte penge« er med til at drive Londons glohede boligmarked, der stort set har lukket hovedstaden af for førstegangskøbere.

Premierminister David Cameron lovede i juli at gribe ind over for korrupte, oversøiske firmaers opkøb af dyre boliger i London med »stjålne og hvidvaskede kontanter« og forhindre, at Storbritannien bliver et paradis for alverdens sorte penge.

»Jeg ønsker, at Storbritannien bliver verdens mest åbne land for investeringer,« sagde Cameron ifølge The Times i en tale under et besøg i Singapore.

»Men jeg ønsker at sikre, at alle de penge er hæderlige penge. Vi vil ikke have sorte penge i Storbritannien. Der skulle faktisk ikke være nogen plads for sorte penge nogen steder.«

Hvis britiske efterforskere har fundet frem til nogle af de forsvundne danske skattekroner, kan det være et tegn på, at man bevæger sig i den rigtige retning. Men premierministerens egne kontrolinstanser konstaterer, at London fortsat er langt fra det beskrevne ønskescenarie.