Løsning til glasværker gav ID-pris

Ved dommerkomiteens møde i november var der ikke tvivl om, at Dansk Innovations- og Designpris i år skulle gå til industriel designer Mikael Koch, Erik Herløw Design, Hellerup, for hans nydesign af et inspektionsudstyr til kvalitetskontrol af rødglødende flasker og glas på glasværker.

Mikael Koch leverede ikke blot et nyt og flot design, så udstyret fylder mindre, hvilket er vigtigt i den varme ende af et glasværk. Hans løsning, der er udarbejdet for JLI vision i Søborg, tilgodeser tillige arbejdsmiljøet på glasværker, fordi den gør det nemmere for operatører i produktionen at gribe ind, hvis der er brug for at justere produktionen.

I går fik Mikael Koch prisen overrakt af Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt hos ID-forum i Horsens, hvor der var 100 mødt frem til prisoverrækkelsen. På en messe i Tyskland var der stor interesse for det nydesignede produkt, fortæller direktør Jørgen Læssøe, JLI vision, som havde indstillet Mikael Koch til prisen. Jørgen Læssøe vurderer, at markedspotentialet for produktet, der er døbt Helios, ligger på omkring 500 styk - hver til en pris af lille mio. kr. Dommerkomitteen begrunder valget med, at systemet er blevet opdateret med nye computere, kameraer og ikke mindst et gennemtænkt mekanisk design, der er optimeret til produktionsmiljøet, og det er tilmed smukt at se på.