LO og DA diskuterer barselsfond

LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har taget hul på diskussionen om en barselsfond efter to døgns forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Læs mere
Fold sammen
Slutspillet om overenskomstfornyelsen for 650.000 privatansatte lønmodtagere er gået ind. Efter knap to døgns forhandlinger i Forligsinstitutionen var LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) lørdag kommet så langt i forhandlingerne, at man har taget hul på diskussionen om den forkætrede barselsfond, erfarer Ritzau.

Det giver begrundet håb om, at der er så meget fremskridt i forhandlingerne, at parterne inden for de kommende dage vil være i stand til at fremlægge en skitse til et mæglingsforslag, som forligsmand Asbjørn Jensen kan sende til afstemning blandt lønmodtagerne.

Mæglingsforslaget skal samle op på de 35.000 lønmodtagere, der endnu ikke er omfattet af et overenskomstforlig, og sammenkæde de forlig, der allerede er indgået.

/ritzau/