LO foreslår database for dårligt arbejdsmiljø

Danskerne skal i fremtiden have ret til at nedlægge arbejdet, hvis virksomheden ikke lever op til bestemmelserne i arbejdsmiljøloven. Det foreslår LO i lønmodtagerorganisationens hidtil største udspil om arbejdsmiljø, "Det pletfri arbejdsmiljø 2002-2005", skriver Berlingske Tidende.

Desuden skal enhver borger kunne gå ind på en landsdækkende offentlig database på internet, som i detaljer fortæller, om arbejdsmiljøet på en vilkårlig virksomhed er godt eller skidt. Det vil ifølge LO tvinge virksomhederne til at højne arbejdsmiljøet og nedbringe antallet af arbejdsskader.

LO, der repræsenterer knap halvanden million lønmodtagere, henviser i udspillet til, at anmeldte arbejdsskader ligger konstant på 60.000 om året, og at danskernes sygefravær hvert år svarer til 140.000 fuldtidsstillinger.

Desuden påpeger LO, at dårligt arbejdsmiljø årligt koster samfundet 12 mia. kr. til social- og sundhedsvæsenet.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) betegner underdirektør Thomas Philbert Nielsen LO's forslag om ansattes ret til at nedlægge arbejdet på grund af arbejdsmiljøet som helt uantageligt.

/ritzau/