LM-stifteren: Familieejerskab kan hæmme virksomhedens udvikling

Flemming Skouboe er dobbeltmilliardær efter salg af familievirksomheden LM Glasfiber. Men han giver ikke meget for værdien af hjerteblod. »Der er flere ulemper end fordele.«

Flemming Skouboe mener ikke, man skal besætte bestyrelsesposterne i en virksomhed med familiemedlemmer. Foto: Jonas Ahlstrøm Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Når man går, så går man.«

Tidligere fabrikant Flemming Skouboe er ikke i tvivl. Det er meget godt med al den snak om hjerteblod, familieværdier og den særlige ånd i familieselskaber, men når man sælger sin virksomhed, skal man sælge den helt og også forlade den helt.

Ingen overgangsfase her. Ånden i virksomheden skal ikke alene afhænge af stifterfamilien.

Flemming Skouboe er blevet dobbeltmilliardær på at videreudvikle familievirksomheden LM Glasfiber med domicil i Lunderskov ved Kolding.

Ingen søskende-kontakt
Han solgte hele herligheden for lidt over to mia. kr. i 2001 og lever nu af pengene. Særdeles godt endda. Nu har han gods i Skotland, sin egen ø og betydelig muskelkraft i bilgaragen.

»Jeg må ærligt tilstå, at jeg absolut ikke har særligt gode erfaringer med familievirksomheder. Okay, du kan sige, at jeg er blevet godt betalt for ulejligheden, men det har også kostet meget på det familiemæssige,« siger Flemming Skouboe og lægger ikke skjul på, at han ikke længere har forbindelse med sine fire søskende eller andre i familien udover sin allernærmeste kernefamilie.

Ligesom også forholdet til faderen, da han levede, var anspændt.

Virksomheden, dengang et bådværft, blev stiftet af faderen Aage Skouboe. I mange år kørte han og Flemming Skouboe virksomheden, men det var først med produktionen af møllevinger, det for alvor begyndte at gå stærkt. På et tidspunkt blev faderen købt ud.

»Min far var en af stifterne i sin tid, og dengang han var i virksomheden var han meget aktiv med at undergrave det, som jeg stod for, og det jeg gjorde. Og det er altså ikke rart at sidde i en virksomhed og overvære og i øvrigt skal forholde sig til det, når virksomheden er i en vanskelig situation,« siger Flemming Skouboe.

Fordele og ulemper
»Familieejerskab giver fordele og ulemper, men spørger du mig, så absolut flest ulemper. Men selvfølgelig - hva'skal vi kalde det - dette spindelvæv er jo også det, som giver hjerteblod,« siger han og lader klart forstå, at hjerteblodet ikke fylder meget i hans virksomhedsopfattelse.

»Jeg har talt meget om det her med Johan Schrøder fra Radiometer, og jeg tror, at vi har været meget enige om, at vores børn i hvert fald ikke skulle udsættes for det samme som os. Altså det, at du er i en virksomhed, hvor der er nogen i familien, som er ældre end dig, og som har været med til at grundlægge virksomheden. Det giver masser af bøvl,« som Flemming Skouboe udtrykker det.

Allerede da børnene var små, i dag er den ældste 20 år, besluttede han derfor, at virksomheden skulle sælges. Og den skulle sælges, inden børnene begyndte at tilrettelægge deres uddannelser.

»De skulle ikke belastes,« som Flemming Skouboe udtrykker det. I samme åndedrag erkender han dog, at han er blevet rigtig godt betalt for denne 'belastning'.

Problemer og underskud
»Jeg fik solgt på et heldigt tidspunkt. Indrømmet. Selv om jeg da synes, at det (LM Glasfiber) går lidt bedre igen. Men nu skal man lige huske, at der altså også var mange år med problemer og underskud.«

»Jeg har været helt på det rene med, at jeg på et tidspunkt ville sælge og samtidig forlade virksomheden helt. Og jeg vidste godt, at købere ville se meget på, om den daglige ledelse fungerede optimalt. Derfor besluttede jeg i meget god tid at få en professionel, dygtig daglig ledelse ind i LM Glasfiber.«

«Det er sådan med familievirksomheder, lidt ligesom med gårdejere og godsejere i gamle dage. Man føler at have en forpligtelse til at te sig på en bestemt måde. Helt anderledes end en udefrakommende direktør. Man har mere tålmodighed og finder sig i mere. Og det kan slække beslutningskraften.« lyder budskabet fra dobbeltmilliardæren på Fænø, Flemming Skouboe.