Linjen er lagt for overenskomster i det offentlige

Overens: Staten lægger linjen for de offentlige overenskomster med to feriefridage og en økonomisk ramme på 7,55 pct. De endelige forlig for 650.000 kommunalt ansatte kan dog godt trække ud nogle uger endnu. Forliget i hovedpunkterForlig med turbofart

Det var ikke overraskende to tilfredse topforhandlere finansminister Thor Pedersen (V) og CFU-formand Peter Waldorff, som i går formiddag kunne præsentere en lynoverenskomst for de 175.000 statsansatte. Som sædvanlig blev den indgået midt om natten, og dens hovedpunkter er generelle lønstigninger på 5,55 pct. over tre år, to feriefridage, forbedringer for seniorerne og bedre kompetenceudvikling. I alt en økonomisk ramme på 7,55 pct. Oveni kommer så reguleringsordningen, som sikrer en lønudvikling som de privatansattes.

»Forliget er i klar forlængelse af regeringens økonomiske politik, og jeg glæder mig over, at der er plads til reallønsstigninger på det statslige område, samtidig med at den økonomiske ansvarlighed er sikret,« sagde Thor Pedersen ifølge Ritzau.

Han blev suppleret af Peter Waldorff:

»Det vigtigste for os er, at vi har fået en samlet økonomisk ramme, som er fornuftig. Vi har fået en generel lønstigning, som gør, at vi kan følge med på reallønsudviklingen, og så skal man bestemt heller ikke glemme vores to feriefridage.«

Der er ingen tvivl om, at statens overenskomst kommer til at lægge linien for de offentlige overenskomster. Parterne på det statslige og kommunale område har tradition for tæt koordinering i forhandlingsforløbet. Forhandlingerne for de 650.000 ansatte i amter og kommuner, Kommunernes Landsforening og forhandlingsfællesskabet KTO fortsatte i går aftes på Københavns Rådhus, og der var ved redaktionens slutning ventet et snarligt forlig. Dermed er de kommunalt ansatte dog langt fra klar til afstemning om overenskomstresultatet. De såkaldt specielle forhandlinger, der foregår mellem de enkelte medarbejdergrupper og deres arbejdsgivere - f.eks. sygeplejersker, lærere og HKere - er nemlig endnu ikke færdige. De foregår sideløbende med de overordnede forhandlinger, men nu kommer det overordnede resultat formentlig en måned før beregnet. Så det må forventes, at man må vente i hvert fald nogle dage, før det samlede overenskomstresultat kan sendes til afstemning.