Lindeløv hænger i en tynd tråd

Royal Scandinavias adm. dir. Flemming Lindeløv er tæt på at miste alle sine bestyrelsesposter og direktørstillingen i Royal Scandinavia Gruppen. »Det har jeg ingen kommentar til,« siger Christian Frigast fra hovedaktionæren Axcel.

Læs mere
Fold sammen
Royal Scandinavias administrerende direktør, den 56-årige Flemming Lindeløv, der også er formand for medicinalkoncernen Lundbeck, kan meget vel blive næste fyringsoffer i ledelsen for holdingselskabet bag den økonomisk kriseramte virksomhedsgruppe.

Royal Scandinavias formand Poul Plougmann er netop afskediget, i øvrigt da han forsøgte at fyre Flemming Lindeløv. Men ejerne med investeringsselskabet Axcel i spidsen er utilfredse med Lindeløvs manglende succes med genopretning af virksomhedernes økonomi og tempoet i frasalgene.

Det siger kilder tæt på Royal Scandinavia til Berlingske Tidende.

Derfor er det nu kun et spørgsmål om tid - muligvis kun få måneder, inden Axcel vælger at skille sig af med Flemming Lindeløv. Royal Scandinavias topchef står tilsyneladende først til at miste sine poster som formand for porcelænsvirksomheden Royal Copenhagen og Holmegaards Glasværk samt posten som næstformand for sølvvirksomheden Georg Jensen, Royal Scandinavia Gruppens vigtigste selskab.

Snarlig generalforsamling
Det vil efter alt at dømme ske på virksomhedernes ordinære generalforsamlinger i slutningen af januar eller starten februar.

Royal Scandinavias topchef siden 2001 risikerer derefter forholdsvis hurtigt at miste direktørposten. Direktør Lindeløvs exit afhænger dog af, hvor hurtigt frasalgene af virksomheder bliver gennemført.

»Det har jeg overhovedet ingen kommentar til,« siger administrerende direktør Christian Frigast fra storaktionæren Axcel.

Hvornår bliver den administrerende direktør for Royal Scandinavia overflødig?

»Når man har egne bestyrelser, så forsvinder jobbet jo over tid. Flemming Lindeløvs åremåls-kontrakt udløber om et par år,« lyder Christian Frigasts svar.

Egne varemærker
Med Axcel som primus motor har ejerkredsen efterhånden fået gennemført den målrettede strategi om at gøre virksomhederne og deres varemærker, Georg Jensen, Royal Copenhagen og Orrefors-Kosta Boda til selvbærende enheder med egne bestyrelser og egne direktioner. Økonomien skranter dog fortsat gevaldigt.

»Når alle holdingsselskabets funktioner er lagt ned i de enkelte selskaber, og de er selvkørende, er det derfor det fornemste job for Royal Scandinavias ledelse at blive overflødig,« siger Axcels direktør.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger står det økonomisk værst til i den svenske krystal- og glasvirksomhed Orrefors-Kosta Boda. Næstværst har danske Royal Copenhagen det. Begge selskaber har store underskud. Kunstsølv-virksomheden Georg Jensen har det økonomisk bedre. I 2003/04 bliver der formentlig et overskud på den primære drift.

»Vi har haft tre år med utilstrækkelig lønsomhed i alle vores virksomheder. Verden over har kunstindustrien og luksusvarer haft det fantastisk svært. Så det er ikke kun Royal Scandinavia virksomheder, der er ramt af nedgang,« siger Christian Frigast.

Han ønsker ikke at kommentere de seneste regnskaber før i januar-februar.

Kassemester
Flemming Lindeløvs rolle er også blevet mere passiv efter, at Royal Scandinavia er blevet et finansielt holdingselskab. Axcel har primært overgivet det til kassemesteren og økonomimanden i holdingselskabet, direktør Erik Jensen, at gennemføre de planlagte frasalg af virksomhederne.

»Der ligger en plan for, at direktionen skal sørge for udvikling, lønsomhed og finde nye ejere til de enkelte selskaber, når tiden er inde. Vi diskuterer frasalg og ikke udsalg. Før vi har lønsomhed, og virksomhederne er i fornuftig gænge, kan vi ikke begynde at diskutere ejerskifte,« siger Christian Frigast.

Det har ikke været muligt at træffe Flemming Lindeløv.