Lindegaards løn forarger SAS-ansatte

Samtidig med præsentationen af de nye overenskomster med lavere løn til de SAS-ansatte fremlægger koncernchef Jørgen Lindegaard sin egen årsløn. Den er steget fra 8,3 til 10,4 mio. svenske kroner.

Lindegaards løn  forarger SAS-ansatte - 1
SAS¿ koncernchef Jørgen Lindegaard har fået forhøjet sin personlige løn til 10,4 mio. svenske kroner. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Trods sidste års gigantiske underskud i luftfartskoncernen SAS på 1,2 milliarder kroner fik koncernchef Jørgen Lindegaard forhøjet sin personlige løn til 10,4 millioner svenske kroner.

Samtidig med onsdagens præsentation af nye overenskomster med forringede lønforhold for de ansatte offentliggjorde SAS-koncernen sin skriftlige årsrapport med oplysinger om Lindegaards personlige lønforhold. SAS-chefens samlede løn og bonus er fra 2002 til 2003 steget fra 8,3 millioner til 10,4 millioner svenske kroner. Oplysningerne skaber forargelse blandt de ansatte, men der er en logisk forklaring, siger man hos SAS.

»Det er som at sammenligne pærer og æbler. Lindegaards løn for 2003 omfatter hele lønnen for både at være chef for SAS og chef for Scandinavian Airlines. Man skal tænke på, at Lindegaard i perioden har haft to direktørstillinger. Dertil kommer, at Lindegaard i 2002 fik en variabel løn for 2001, som i virkeligheden var alt for lav,« siger informationschef Hans Ollongren.

Desuden har Jørgen Lindegaard, understreger Hans Ollongren, fra årsskiftet valgt at gå ti procent ned i løn.

Alligevel skaber enhver form for lønfremgang hos SAS-ledelsen forargelse hos de ansatte. Forud for de indgåede aftaler om overenskomster er gået adskillige ugers dramatiske forhandlinger, som har ført til massiv lønnedgang og øget arbejdstid for medarbejderne.

»Når Lindegaard overhovedet skal have mere i løn, så hænger verden ikke længere sammen. For at sige det meget diplomatisk, så er det forkasteligt, at den øverste chef går op i løn, når medarbejderne tvinges ned i løn,« siger Nicolas Fischer, formand for luftfartsfunktionærerne, den suverænt største enkelte fagforening i SAS Danmark.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar om emnet fra koncernchef Jørgen Lindegaard.