Lilleput-land er ved at bukke under

San Marino er ved at blive kvalt af gældskrisen og opgøret med verdens skattely.

Den europæiske lilleput stat San Marino er blevet hårdt ramt af den europæiske gældskrise og senest har det kostet en nedgradering fra Fitch til BBB+. San Marino har tidligere været et meget populært skattely for især italienske rigmænd, men skrappere regler har fået flere kontoindehavere til at trække store summer ud landet. Det er skidt nyt for San Marino, hvis banksektor udgør en fjerdedel af landets BNP. Det skriver den engelske avis The Telegraph.

Den italienske regering gav i 2009 de italienske rigmænd amnesti til at trække deres penge ud af San Marinos banker og det har ført til, at 4 mia. euro ud af de i alt 14 mia. euro i San Marinos banker har forladt landet. Samtidig er San Marino ikke medlem af EU, hvilket betyder, at i modsætning til andre af de kriseramte i Europa har San Marino ikke adgang til penge fra ECB, og dermed ikke mulighed for at blive reddet i en krisesituation.

- Sænkningen af af kreditvurderingen afspejler den alvorlige forværring af San Marinos finansielle sektor, der kan give anledning til potentielle signifikante betingede gældsforpligtelser for staten, skriver Fitch i en pressemeddelelse. I samme pressemeddelelse skriver Fitch, at de svagere udsigter for landets økonomi har undergravet regeringens muligheder for at bekæmpe krisen.

San Marino er verdens femte-mindste land med en befolkning på knap 30.000, og landet er det mindste i Europa efter Vatikanstaten og Monaco. Selv om landet ikke er med i EU, har ministerrådet givet landet lov til at benytte euroen som landets valuta. Udover finanssektoren er nogle af landets største indtægtskilder turisme, produktion af ost og salg af frimærker.