For lidt til handelsskolerne

Business Danmark savner bedre vilkår til landets handelsskoler i regeringens forslag til finanslov.

Handelsskolerne sakker endnu en gang bagud i forhold til det almene gymnasium. Business Danmark, der organiserer omkring 30.000 sælgere, frygter, at færre fremover vil søge ind på handelsskolen, når regeringen ikke afsætter flere penge til skolerne på næste års finanslov.

- Handelsskolerne halter ifølge Landssammenslutningen for Handelsskoleelever økonomisk efter det almene gymnasium. Vi er bekymret for, at det økonomiske pres på handelsskolerne og de høje klassekvotienter resulterer i, at færre unge får en videregående merkantil uddannelse til skade for dem selv og for dansk erhvervsliv, siger John Gudbrandsen, administrerende direktør i Business Danmark.

Han tilføjer, at det private erhvervsliv hungrer efter kvalificeret arbejdskraft. En arbejdskraft som handelsskolerne kan være med til at levere.

/ritzau/