Libyen ind i det gode eksport-selskab

Danske eksportvirksomheder forbereder et stort eksportfremstød i Libyen. I februar rejser en delegation med deltagelse af 31 virksomheder til Libyen for at få foden inden for i det nordafrikanske land.

Det er Dansk Industri, der arrangerer fremstøddet, som finder sted fra den 4. til den 7. februar med deltagelse af bl.a. Arla foods, Novo Nordisk og Radiometer.

Dansk Industri har ikke tidligere stået for eksportfremstød i Libyen, men landet, der ledes af Moamer Gaddafi, er i stigende grad blevet interessant for eksportvirksomheder - og ikke kun i Danmark.

I mange år blev Gaddafi nærmest sidestillet med terrorisme, og Libyen har været økonomisk isoleret. En libysk statsborger blev i fjor dømt for medvirken til terrorattentatet mod et amerikansk passagerfly over Lockerbie i Skotland i 1988.

I 1999 blev de internationale sanktioner mod Libyen ophævet, da Gaddafi udleverede to mænd, der var mistænkt for Lockerbie-attentatet, og en af dem blev så dømt skyldig ved en særlig domstol i Holland.

Siden ophævelsen har Libyen kæmpet for at slippe af med det blakkede ry og for at genoptage de økonomiske forbindelser med omverdenen.

Ritzau