Lettisk produktion lønner sig

Både små og store danske metalvirksomheder har fået øjnene op for, at lettiske smede kan lave godt kram,

og at der er andet end marginaler at spare ved at få klippet, bukket og svejset stålkonstruktioner i den lille provinsby,

Dobele, langt ude på landet.



Det mærker det vestjyske selskab, East Metal Trade ApS., der via det 100 pct. ejede

datterselskab, Sia East Metal, med omkring 100 ansatte udfører underleverandøropgaver for dansk industri. Efter de slidsomme

og dyre læreår i Letland har virksomheden de seneste år været inde i en fornuftig drift, og selskabet venter

en vækst på mindst 15 pct. i 2004.



- Vi har efterhånden fået et godt ry for at præstere høj

kvalitet og leveringssikkerhed hos vore faste kunder, og det er vigtigt. Selv om vi producerer i et lavtlønsland, vil de ikke

betale for noget, der ikke er i orden, uanset hvor billigt det er, siger økonomichef Klaus Hamkens, East Metal Trade.

Salg

fra Danmark

Konceptet med, at kunder fører alle forhandlinger om priser og levering med danske medarbejdere på hovedkontoret

i Outrup, giver tryghed. Derved fungerer salget, som havde det været en dansk leverandør, og East Metal påtager

sig ansvaret for, at produktionen i Letland lever op til kvalitetskravene.



- Det har været en udfordring at finde de rigtige

folk til at lede produktionen, for det er for dyrt bare at sende 25 danskere til Letland for at drive fabrikken. Derfor må vi

involvere lokal arbejdskraft og finde de rigtige ledere, siger Klaus Hamkens.



De seneste fem år har Sia East Metal været

ledet af den danske direktør, Klaus Neergaard Pedersen, og den danske kvalitetschef, Jonas Tatarczuk, er også godt indarbejdet.



De

lettiske ledere i produktionen er med på besøg hos danske kunder, så de får et indtryk af, hvad der kræves.





Og hjemme på fabrikken har de moderne teknologi til rådighed til at løse opgaven. Maskinparken fornys i år

for et millionbeløb, og produktionen foregår efter normer svarende til de danske.



- For at holde kvaliteten og

tiltrække nye kunder skal vi have en ordentlig maskinpark, siger Klaus Hamkens.



Blandt de 25-30 faste kunder fylder vindmølleindustrien

mest, og den medvirker til en ordrebeholdning, der ved indgangen til året var 30 pct. højere end året før.

Besparelsen ved at få produceret i et lavtlønsland kan opgøres på mange måder, men East Metal Trade

vurderer, at den typisk er på 20-30 pct. - med produkterne leveret i Danmark.



- Vi mærker da større lønpres,

og det vil da nok også fortsætte i de kommende år, men vi oplever det ikke som noget problem endnu, siger Klaus Hamkens.



Selv

om omsætningen på fabrikken i Letland har passeret 30 mio. kroner, hvilket med de lavere lønomkostninger reelt

er noget mere end en sammenlignelig dansk metalvirksomhed, og indtjeningen er stabil, slæber moderselskabet fortsat med negativ

egenkapital efter de første underskudsår.



Klaus Hamkens venter, at den er i plus i 2005, og selskabets finansieringskilder

har tillid til den positive udvikling.