Lemp stabilitetspagt foreslår eksperter

EUs stabilitetspagt er ikke særlig troværdig og bør reformeres. Men det skal ske med små skridt, og politikerne bør kunne drages til ansvar, mener tysk tænketank.

Læs mere
Fold sammen
BERLIN: Den europæiske stabilitetspagt bør reformeres, men det kan kun gøres med små skridt.

Det fremgår af en række ekspertudtalelser, offentliggjort af den tyske, økonomiske tænketank DIW i Berlin i går.

Stabilitetspagten forbyder eurolande at have et underskud på finansloven, der er større end tre procent af bruttonationalproduktet. Denne regel overtrædes af flere store lande, bl.a. Tyskland, men også Grækenland ligger langt fra kravet om finanspolitisk mådehold som defineret af EU.

DIW noterer, at en større reform formentlig er umulig i øjeblikket på grund af princippet om enstemmighed. Men samtidig har pakten »tydeligt tabt i troværdighed og må betvivles som et instrument, der kan skaffe orden,« siger økonomerne Andrew Hughes Hallett og John Lewis.

En anden økonom, Gerd Grözinger, foreslår derfor et mere spiseligt alternativ: EU-Kommissionen bør tillade nationale afvigelser, som dog bør respektere pagtens ånd og være en slags generalprøve for en senere, større overhaling. Grözinger forestiller sig, at optagelse af gæld knyttes tættere til investeringer, at spillerummet udvides til valgperioden for et parlament og at politikerne skal kunne straffes ved, at den offentlige støtte til deres partier tages som pant ved overtrædelser.

Hilst velkommen
Kernen i forslagene vil formentlig blive hilst velkommen i det mindste af den tyske regering. Såvel kansler Gerhard Schröder som finansminister Hans Eichel har sagt, at man i princippet støtter reglerne - som i sin tid blev indført efter tysk pres - men at de bør håndhæves mere blødt. Schröder og Eichel henviser til, at pagten ikke blot skal sikre stabilitet for euroen, men også vækst i valutaunionens medlemslande. Derfor, siger de, kan det undertiden give mening at overtræde paragrafferne, hvis der på længere sigt skabes økonomisk dynamik.

Tyskland vil 2004 for tredje år i træk bryde gennem loftet på tre procent. Regeringen siger, at man til næste år bestræber sig på at opfylde kravet, men de fleste andre eksperter tvivler på, at det kan lade sig gøre.

Tyskland kan også varme sig ved en forholdsvis DIW-positiv analyse om nationens finanser. Her hedder det, at den såkaldte strukturelle situation har forbedret sig lidt de forløbne to år.