Lego - en lærerig imagevinder

For andet år i træk bliver Lego vinder af Guld Image. Lego har prøvet at tage turen fra vinderposition til bundplacering og tilbage igen. Det har Lego lært af, og det kan andre virksomheder lære af.

Claus Skovhus Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tillykke Lego.

Danmarks pt. mest succesrige virksomhed indtager førstepladsen i Berlingske Business Magasins Imageanalyse for andet år i træk. Lego har om nogen vist, at en dyb krise kan vendes til en solid vinderhistorie.

I 2004 dumpede Lego langt ned ad imagelisten. Økonomien havde slået fejl. Og så betyder et godt navn ikke meget, når fundamentale succeskriterier fejler.

Lego har imidlertid lært af nedturen. Det kan andre virksomheder også gøre.

Koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fortæller i et interview på side 18, at et problem ofte opstår ti år før, det udvikler sig til en krise, og som han siger, har vækst det med at skjule problemer i svøb.

Du kan ikke regne med at blive en vinder med en kortsigtet indsats. Det er det lange, seje træk, der sikrer anerkendelsen.

De selskaber, som år efter år ryger ind i toppen af Imageanalysen, er karakteriseret ved stærk ledelse, sund økonomi, klar strategi. Fejler du, vender anerkendelse sig hurtigt til tvivl.

Grundfos er f.eks. en af årets tabere i Imageanalysen. Rod på ledelsesniveau og økonomisk slinger skaber usikkerhed. Resultatet er kontant. Selskabet sendes ud af top ti.

Når det gælder toppen af poppen på listen, kræver det nemlig en stærk præstation på alle parametre.

Magasinet har sammen med IFO – Instituttet for Opinionsanalyse i en lang årrække bedt topledere om at vurdere 140 kendte selskaber inden for ledelse, troværdighed, kvalitet, medarbejdere, kommunikation, konkurrenceevne, finansiel styrke, innovation og ansvarlighed.

Det giver en historisk indsigt i, hvordan omdømme og image vurderes. Solid økonomi smitter af på de fleste andre punkter. Men selv nok så god økonomi kan ikke gøre det alene.

Svigter virksomheden på et eller flere af målepunkterne, vil det sende skygger ned over helhedsvurderingen.

Aller- og Nets-skandalen

Årets Imageanalyse er gennemført, inden Aller-koncernens Se & Hør-skandale blev kendt. Aller-sagen viser, at en stor dansk virksomhed betalte sorte penge for ulovlig viden om privatpersoner.

Den viser også, at virksomheder som IBM, Nets og SAS ikke har styr på medarbejderes snagen i personfølsomme data, Lemfældigheden med kontrolsystemerne betyder, at der kan sættes spørgsmålstegn ved IBMs og Nets’ kerneprodukt, og selskabernes troværdighed lider et alvorligt knæk.

Aller, Nets og IBM må vente til næste års analyse for at se, om skandalen har smittet af på deres image i erhvervslivet.

Ansvarlighed

Blandt topledere i Imageanalysen er der konsensus om, at ansvarlighed har den ringeste betydning for dit omdømme.

Det kan betyde, at ansvarlighed er et grundelement i alle selskabers license to operate, og at det betragtes som en selvfølge, at alle opfører sig anstændigt i forhold til samfundets fundamentale værdier.

Aller-sagen er imidlertid et deprimerende udtryk for. at det kan vi ikke tage for givet. Aller-sagen tegner desværre et råt billede af, hvor galt det kan gå.

Igen er det værd at tage ved lære af Lego. Ansvarlighed er et fokusområde. Det betyder noget for Lego, at forbrugerne har tillid til produktet, at Lego fremmer børns rettigheder, og at forældrene har gode erfaringer med legetøjsproduktet.

Lego værner som sit kerneprodukt. Det burde Aller, IBM og Nets også have gjort.