Ledigheden står i stampe for tolvte måned i træk

Igennem flere måneder har ledighedsprocenten nu ligget uændret på 3,7 procent af den danske arbejdsstyrke.

ledighed jobsøgning
Arkivfoto: I oktober stod 103.900 personer klar til at tage et job. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

400 personer kom ud af arbejdsløshed i oktober.

Men det var ikke nok til at ændre ved, at ledigheden på det samlede danske arbejdsmarked stod stille i endnu en måned.

Ifølge Danmarks Statistik stod 103.900 personer i oktober klar til at tage et job mod 104.300 personer i september.

Dermed lå ledighedsprocenten for tolvte måned i træk uændret på 3,7 procent af arbejdsstyrken, skriver Danmarks Statistik i sin opgørelse.

Det stabile ledighedsniveau skal ses i sammenhæng med, at stigningen i beskæftigelsen er bremset op og kun lige akkurat er stærk nok til at holde trit med fremgangen i arbejdsstyrken.

»Ifølge finansministeriet stiger arbejdsstyrken i øjeblikket med cirka 34.000 personer om året, svarende til godt 2800 personer om måneden,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Også Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, lægger vægt på, at bare fordi køen af arbejdsløse står stille, så skal det ikke ses som et krisetegn.

»Der er fortsat jobfremgang i dansk økonomi. Men antallet af hænder, der kommer ud på arbejdsmarkedet, overstiger antallet af job, der bliver skabt i øjeblikket.«

»Derfor forbliver arbejdsløsheden nogenlunde uændret,« skriver Erik Bjørsted i en kommentar.

Tallene fra Danmarks Statistik er sæsonkorrigeret, så de tager højde for mulige sæsonudsving.

/ritzau/