Ledelse køber kriseramt virksomhed

Midt i solid modgang har ledelsen valgt at købe virksomhed fri af amerikanske ejere.

Efter 33 år som en del af en international koncern er Damixa, der producerer designede vandhaner og blandingsbatterier, nu igen på danske hænder.

Odense virksomheden, som er midt i en større turn-around, er hårdt ramt af den faldende afsætning, men ledelsen viser nu, at de tror på virksomheden.

Damixas adm. dir. Kim Kenlev og økonomidirektør Morten Vedel Kruse har derfor valgt at købe virksomheden af den amerikanske ejer Masco sammen med Dansk Generationsskifte A/S og investeringsselskabet EVO Capital.

- Damixa er ramt hårdt af nedgangen i økonomien, fordi vores produktionsapparat kun er rentabelt ved en langt højere omsætning. Så vi er i gang med at undersøge mulighederne for at ændre og yderligere optimere vores produktion. Damixa har et stærkt brand og mange dygtige medarbejdere, så vi meddelte Masco meget tidligt, at vi var interesserede i at overtage virksomheden. Det er nu lykkedes, sammen med Evo Capital og deres medinvestorer, udtaler Kim Kenlev i anledning af overtagelsen, det er sket med virkning fra den 31. juli 2009.

Om investeringen siger Jens Heimburger, fra Dansk Generationsskifte/EVO Capital. 

- Damixa står med store udfordringer, ligesom mange andre virksomheder.  Her er til gengæld et solidt brand og en ledelse, som vi tror kan gennemføre de forandringer der skal til, for at få sorte tal i 2010. Vi tror herefter, at vi vil få en årrække med et stabilt niveau, inden vi for alvor regner med vækst.  Så vi er indstillet på, at Damixa bliver det lange seje træk, på den anden side er vi sikker på, at de initiativer der er taget på at gøre Damixa til en moderne design og kundeorienteret virksomhed nok skal give pote på lidt længere sigt, siger han.

- mja