Lavpris kan koste samfundet dyrt

Selv de allerstørste virksomheder bliver i disse år endnu større for at tilbyde os - forbrugerne - billigere varer. Men hvilken pris kommer de til at betale?

Billigere mælk. Så kort kan baggrunden for mælkefusionen mellem skandinaviske Arla og hollandske Campina beskrives. Begge virksomheder er resultatet af adskillige sammenlægninger og overtagelser og er kun sidste eksempel på den række af fusioner, vi de sidste år har set over det meste af verden.

Servicevirksomheden ISS følger målrettet en strategi om at købe andre selskaber op, Falck samles og deles, og for tre uger siden fusionerede de to amerikanske lavprisvarehuse Sears Roebuck og Kmart for at tage konkurrencen op med gorillaen Wal-Mart, verdens største detailkæde. Sears og Kmart er nu USAs tredjestørste detailkæde.

Wal-Mart er af tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich blevet beskrevet som det logiske slutpunkt i en kultur, hvor det drejer sig om at få al ting billigst muligt. Men for hvilken pris?

Med muskelkraft i detailleddet kommer ikke alene stordriftsfordele, men også mulighed for at diktere prisen hos underleverandørerne. Wal-Mart har med stor succes i årevis solgt varer gennemsnitlig 14 pct. billigere end alle andre og er så store, at virksomheden kan diktere betingelserne hos underleverandørerne.

»Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad det betyder både for miljøet og arbejdsforholdene, hvis detailleddet dikterer prisen hos underleverandørerne,« siger Kirsten Fjord, administrerende direktør for den etiske investeringsforening, Banco.

I et debatindlæg forleden i Berlingske Tidende pegede hun på, at hvis kundernes behov er den billigst mulige pris, har underleverandørerne kun én mulighed: Enten retter de ind, eller også bukker de under.

»Endelig er det ikke sikkert, at de besparelser, som detailleddet opnår ved at spille underleverandørerne ud mod hinanden, altid kommer kunderne til gode. Hvis en kæde får 35 procents rabat på varerne, kan en del af besparelsen sagtens gå til at dække udgifter eller slet og ret til at øge overskuddet. Jeg ved f. eks., at visse danske supermarkeder ikke har under 40 procents avance på de varer, der står på hylderne.«

Man ser for sig de stadig større detailkæder drage hærgende hen over alt og alle med gorillaen Wal Mart som forbillede. Den yderste konsekvens af denne udvikling er, at alt, hvad der i de seneste år er sagt og skrevet om virksomheders globale etiske og sociale ansvar bliver skønsnak på hjemmesiderne.

Virkeligheden vil stå på løntryk, ringere og mere pressede arbejdsbetingelser, vigende indflydelse for fagforeninger, færre miljøhensyn og dårligere varekvalitet. Det viser slipstrømmen på Wal-Mart.

»Vi skal tilbage til 1920ernes Amerika for at finde en tilsvarende rå kapitalisme,« skriver Simon Head i sin analyse af Wal-Mart i december-nummeret af New York Review of Books.

I Dansk Industri mener man dog ikke, at det går så galt.

»Vi har inden for de sidste år set en stigende interesse hos forbrugerne for, at varerne er produceret etisk forsvarligt. De straffer virksomhederne, hvis det kommer frem, at der f.eks. er blevet benyttet børnearbejde, eller at produktionen har forurenet hos en underleverandør,« siger Anders Jespersen, konsulent hos DI. Han tilføjer:

»Virksomhederne er meget påpasselige med deres image; for et dårligt omdømme kan skade indtjeningen.« Samtidig indrømmer han, at det er umuligt for forbrugeren at sikre sig, at produktionen er foregået på ordentlige betingelser; ligesom det ville være umuligt at indføre en lovgivning på området.

»Hvem eller hvordan skulle man kontrollere det? Skulle danske organisationer rejse verden rundt og komme efter dem, der ikke rettede sig efter reglerne? Det er en umulig opgave, og derfor er vi imod lovgivning. Vi støtter danske virksomheder i deres bestræbelser på at overholde internationale konventioner på miljø- og menneskerettighedsområdet - men ad frivillighedens vej,« understreger Anders Jespersen.

Etiske retninglinjer er i dag en vigtig del af virksomheders selvforståelse. Det fremgår af deres hjemmesider og ses som et aktiv for image og for at tiltrække de bedste medarbejdere. Mange henviser også til FNs retningslinjer for virksomheder og Global Compact. Men i og med det er op til virksomhederne selv at efterleve FNs henstillinger - der findes ingen sanktionsmuligheder - er det så mere end gratis PR?

En række humanitære organisationer her i landet holder øje med danske virksomheder i udlandet. Amnesty International har en Business Club (ABC), som et et rådgivende organ, og organisationen er på linje med DI: Lovgivning er ikke vejen frem.

»Vi har ikke andre sanktionsmuligheder, end at vi kan hænge virksomhederne ud,« siger pressechef Stig Nielsen fra Amnesty. »Det er ikke sket endnu, men vi tror på, at vi kommer længere ad dialogens vej.«

Et dilemma
Institut for Menneskerettigheder bemærker, at det har været muligt at lave en lovgivning med hensyn til korruption, hvor danske virksomheder er underlagt dansk straffelov, også når de opererer i udlandet.

»Vi ser helt klart regulering som en mulighed,« siger forskningsmedarbejder Rasmus Abildgaard Kristensen, men understreger, at det er vigtigt, at regulering tænkes ordentligt igennem. Ellers bliver resultatet det stik modsatte.

»Den bedste løsning - i forhold til at sikre, at virksomhederne respekterer internationale anerkendte menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder uanset hvor de opererer - er givetvis en kombination af regulering og frivillige initiativer. Den nuværende implementeringsdel i FNs »Draft Norms«, der handler om, hvordan virksomheder skal opføre sig globalt, er problematisk. Men det ville være tragisk, hvis det aspekt kommer til at blokere for et internationalt dokument, som afklarer, hvilket ansvar virksomhederne har på menneskerettighedsområdet.«

Uanset tilslutningen til FNs menneskerettighedserklæring, Global Compact, der giver retningslinjer for transnationale virksomheder, og uanset opbakningen af den internationale arbejderorganisation ILOs retningslinjer, er det et spørgsmål, hvor langt man kommer med selvjustits og gode viljer.

Kirsten Fjord: »En ting er, at danske virksomheder føler sig forpligtet på FNs retningslinjer. Noget andet er, at de skal konkurrere internationalt med bl.a. Wal-Mart. Det er et dilemma, der ikke findes hverken hurtige eller entydige svar på.«