Lav ledighed kan true opsving

Regeringens forventning om stigende vækst kombineret med det erklærede skattestop kan blive en giftig cocktail for Danmarks økonomi. Regeringen har nemlig ikke redskaberne til at dæmpe den overophedning af økonomien, som kan blive resultatet af for høje lønstigninger og et for højt forbrug, siger direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, i en kommentar til regeringsrapporten Økonomisk Redegørelse.