Der er udbrudt oprør på Facebook blandt en stribe skuffede og frustrerede investorer i finansmanden og forfatteren Lars Tvedes hedgefond Atlas Global Macro.

1.500 investorer har overladt deres sparepenge til Lars Tvedes fond, som i december 2021 havde 1,8 milliarder kroner under forvaltning. Men nu føler flere investorer sig snydt.

Atlas Global Macro har investeret stort i russiske aktier og lidt væsentlige tab, og i en Facebook-gruppe med 2.400 medlemmer raser investorer, eksperter og interesserede nu over fondens performance og Lars Tvedes utydelige kommunikation.

Vildledning?

Flere føler, at Lars Tvede har vildledt investorerne ved at lade forstå, at han selv proppede mange penge i Atlas Global Macro. Nu mener flere, at der er skabt tvivl om, hvorvidt Tvede overhovedet selv har hånden på kogepladen.

»Jeg er p.t. investeret med et varierende beløb, da jeg ikke er specielt likvid nu. Jeg forventer at investere 200 millioner kroner i fonden over de næste to-tre år, blandt andet nogle af mine illikvide investeringer fra blandt andet Nordic Eye,« sagde han til Børsen i sidste uge.

Lars Tvede oplyser, at pengene i Nordic Eye bliver frigjort i 2024 og 2026.

»Har han ikke selv hænderne på kogepladen? Som jeg husker hans udsagn: »Jeg går ind i fonden med hele min investerbare formue«,« skriver en deltager i Facebook-gruppen.

Fra Facebook-gruppen: »Han er efterhånden bedre til at stå på ski end at forvalte penge ..«

»Det må han jo så definere som 0 kroner,« lyder et svar.

»Så vidt jeg kan læse, har han INTET investeret selv. Han overvejer at smide nogle penge om … nogle år. Tak for kaffe,« skriver en anden.

»Store løfter inden fondsstart og helt manglende kommentering af den manglende performance. Det gav en utroværdig følelse,« lyder det fra en fjerde deltager.

»Havde han ikke tidligere udtalt, at han ville smide trecifret beløb af egne midler i fonden fra start?« spørger en femte, og en sjette skriver:

Fra Facebook-gruppen: "Han overvejer at smide nogle penge om ... nogle år. Tak for kaffe«

»Hvem ved overhovedet, om han har 200 millioner!«

»Han er efterhånden bedre til at stå på ski end at forvalte penge ...,« lyder det fra en syvende deltager.

Investorer husker forkert

Lars Tvede afviser lodret, at han har ført investorerne bag lyset og sender et link fra Euroinvestor fra maj 2021, som dokumenterer, at han kun har sagt, at han forventede at investere 200 millioner kroner over de næste tre år.

»Den forventning afhænger selvsagt af, hvor mange penge jeg faktisk får frigjort hvornår,« skriver han i en mail til Berlingske.

Lars Tvede: »Jeg vil under ingen omstændigheder dele min privatøkonomiske situation med omverdenen«

Lars Tvede afviser at oplyse, hvor meget han har investeret i fonden:

»Jeg vil under ingen omstændigheder dele min privatøkonomiske situation med omverdenen,« skriver han i en e-mail.

Gadesælger og playboy

Inden for den seneste uge er Facebook-gruppen eksploderet i voldsomme beskyldninger om løgne og fortielse, fondskursmanipulation og bondefangeri, og der foreslås anmeldelser til politi og Finanstilsynet, og Lars Tvede karakteriseres som gadesælger og playboy.

Det får flere deltagere til at bede om en ordentlig tone og stoppe »piveriet«. Lars Tvede har fortsat tilhængere, som tror på ham: »Jeg er fan af Lars Tvede, og jeg er overbevist om, at han nok skal performe som lovet,« skriver én.

En anden deltager skriver: »Manden er sælger med stort S og yderst dygtig dertil og en definition af playboy er ikke nødvendigvis negativ, en rig person, der får det bedste ud af livet på flere fronter …«

Tab længe før Ukraine-krigen

Med etableringen af Atlas Global Macro er det første gang, at almindelige danskere har mulighed for at investere hos Lars Tvede, som i årevis har været fremstillet – og har fremstillet sig selv – som en succesfuld og velhavende investor.

Men de investorer, der ved lanceringen i maj 2021 købte sig ind i Lars Tvedes fond – lokket af et årligt afkastmål på 15-30 procent – måtte allerede i december indkassere et tab på over ti procent.

Kun få dage før Rusland indledte invasionen af Ukraine, valgte Atlas Global Macro at hæve fondens andel af russiske aktier til 15 procent fra tidligere ti procent.

Men russeraktierne faldt yderligere og fylder nu ifølge Lars Tvede selv kun to procent i hedgefonden, og Atlas Global Macro har tabt 25 procent siden lanceringen 25. maj 2021.

Karsten Engmann Jensen, der er indehaver af rådgivningsfirmaet Pengeministeriet, har beregnet for Børsen, at Lars Tvedes fond hvert år de næste seks år skal nå et gennemsnitligt afkast på over 22 procent for at nå de lovede 15 procent i årligt snit. For at nå de 30 procent kræver det, at Tvede opnår 42,3 procent i snit de næste seks år.

Jeg har slået markedet med 4,5 procent årligt

For et par dage publicerede Lars Tvede en længere forklaring på Facebook om sin investeringshistorie, hvor han skriver, at han har outperformet markedet med 4,5 procent årligt de seneste 22 år.

Han opfordrer generelt investorerne til at være tålmodige og peger på, at han tilbage i 2000/2001 også investerede i billige russiske aktier, som efter indledende turbulens steg cirka 1.000 procent.

Ifølge Lars Tvede informerer han mere end nogen anden alternativ investeringsfond, han kender til.

»Vi har en iPhone app, som cirka 1.000 af vores kunder bruger, hvor vi typisk sender analyser to-fire gange ugentlig. Derudover laver vi en månedlig video af op til halvandens times varighed, hvor vi ekstremt detaljeret gennemgår vores informationer, strategier og analyser,« forklarer han.

Men han understreger, at der ikke er tid og båndbredde til personlig dialog med fondens 1.500 investorer.