Lars Tvede: Demokrati med hænder og fødder

Desto mere vi centraliserer, desto mere meningsløst vil demokratiet både føles og faktisk være. Virkeligt folkestyre kræver outsourcing, crowdsourcing og nærdemokrati. Det vil give mere frihed og mere effektivitet.

Op ad Bakke: Det var svært at engagere Europas vælgere ved det seneste valg til Europaparlamentet i 2014. Foto: Scanpix/EPA
Læs mere
Fold sammen

Hvad går demokrati egentlig ud på? Den officielle og gamle græske definition er noget med »folkestyre«, hvor tingene bliver, som folket vil have dem. Og det har vi jo i lille Danmark, så hvorfor skændes vi så meget, og i ofte skinger tone om åbne grænser versus grænsebomme, velfærd versus vækst osv.?

Det er, fordi tæt på halvdelen til enhver tid føler, at de andre folk kom til at bestemme. Tingene blev, som de andre ville have dem – de onde neoliberale, halvfascistiske eller betonkommunistiske spader. Vi skal udleve deres dødsyge drøm. Og for at det ikke skal være løgn, skal vi grundet EU i stigende grad leve efter, hvad eksempelvis franskmænd, tyskere og polakker vil have. Derfor føles folkestyret i stigende grad for den enkelte som andre folks styre. Et andre folks styre, vel at mærke, hvor ens egen stemme betyder forsvindende lidt, hvorfor stadigt færre over hovedet gider stemme ved EU valg.

»Anderledes kan det vel ikke være«, kan man så sige, »Det er demokratiets vilkår«. Jovist, men tænk lige på følgende: Vi går ind i en skotøjsforretning og opdager, at vi ikke kan lide dens sko. Hvad gør vi så? Starter vi en politisk bevægelse for at få skoene ændret? Blå sko! Nej, røde! Grønne! Gennemtvinger vi en folkeafstemning? Nej, det kan vi ikke, for skotøjsforretningen er et diktatur.

OK, men er vi vildt indebrændte over det? Diskuterer vi det aggressivt på internettet og kalder hinanden neoliberale oligarker, fascister og kommunistsvin?

Nej, egentlig ikke, for vi løser hver især vor skoproblematik ved fredeligt at gå videre til andre skotøjsforretninger, indtil vi finder dem, vi kan lide. Vi stemmer altså med fødderne.

Markedsøkonomi giver mangfoldighed

Sådan gælder det også med alle andre produkter. Valgmulighederne er i dag så enorme, at vi alle kan finde det, der passer vore præferencer og budget.

Eksempelvis sælger den elektroniske handelsplads Amazon.com over 230 millioner forskellige produkter. Herunder selvsagt bunker af sange, bøger og film, men også eksempelvis 24 millioner forskellige slags elektronikprodukter, 20 millioner forskellige sports- og fritidsobjekter og 5 millioner beklædningsgenstande, herunder sko.

Lægger vi til, hvad man kan købe andre steder, bliver udvalget af sko og alt muligt andet helt astronomisk. Og dertil kommer, at mange produkter faktisk kan tilpasses individuelt. Man kan eksempelvis i dag få blandet sin egen parfume, kaffe, te eller mysli eller få konfigureret sin egen bil eller sko via Internettet.

Vi har altså frihed – jeps, frihed – til at vælge mellem et næsten uendeligt antal af produkter og services. Tendensen gælder også uddannelse, hvor vi alle nu kan følge kurser fra verdens bedste universiteter ganske gratis over nettet. Og det gælder medier. På YouTube, Facebook og LinkedIn deler folk enorme mængder af information og medieoplevelser, og der er kører omkring en halv milliard forskellige blogs på Blogger, Tumblr, Worldpress, Technorati og andre steder.

Pointen er: Når vi eksempelvis skal købe sko, undervises, oplyses eller underholdes, har vi i dag uendeligt meget bedre muligheder for at få det, vi selv vil have, end når vi stemmer til et folketingsvalg. For i det frie marked kan vi ganske vist ikke stemme med vore hænder, men vi kan med vore fødder. Og modsat demokratiet er det ikke stemmespild i en markedsøkonomi.

Hvis 51 procent vil have blå sko og 19 procent vil have grønne, er det det, der bliver produceret. Præcist 51 procent og 19 procent. Ikke eksempelvis 100 procent blå sko og nul grønne.

Her er min påstand: Den demokratiske målsætning om, at folket bestemmer, opnås langt bedst, hvis vi flittigt kombinerer muligheder for at stemme 1) med hænder og 2) med fødder.

Jo, vi skal kunne stemme ved demokratiske valg, men vi skal også have optimal mulighed for – hver for sig, en person ad gangen – at vælge alternative samfundsmodeller og leverandører.

I Schweiz havde man for nylig en afstemning om, hvorvidt der skulle indføres offentlig sygesikring, og det blev afvist i 19 ud af landets 23 kantoner. Hvorfor? Fordi folk følte, det ville berøve dem retten til at stemme med fødderne.

Hvad ville der egentlig ske, hvis Danmark blev totalt decentraliseret? Hvis staten eksempelvis kun opkrævede otte procent moms og otte procent selskabsskat, plus energiafgifter til at finansiere Statsministeriet, Udenrigsministeriet, forsvaret, rets­væsenet og ikke ret meget mere?

Hvad hvis man overlod det til eksempelvis regioner og nærsamfund på måske 2.000-3.000 personer hver at fastlægge stort set alt andet selv? Og hvor man reducerede udligningsordningerne, så de, der foretrak Singapore-modellen, ikke skulle finansiere dem, der ville leve det frie hippieliv?

Mit eget gæt er, at det ville gøre Danmark til et kreativt kludetæppe af forskellighed,, men også et globalt forbillede, fordi det ville skabe en meget kreativ, konkurrencedygtig og ansvarlig kultur. Og det ville skabe et samfund, hvor hver kunne flytte derhen, hvor tingene var, som de foretrak, ligesom når vi vælger vor egen skoforretning. Det ville øge friheden.

Decentralisering virker

Banken Credit Suisse lavede i 2014 en analyse af, hvilke lande i verden der generelt fungerer bedst, og deres klareste konklu­sion var, at små og/eller decentrale lande klarer sig bedre end store. Ikke nok med det – også forhenværende større lande, der senere var blevet delt op i mindre, havde efterfølgende klaret sig bedre end dem, der ikke var delt op. Småt er godt.

I centralistiske lande leder man fra toppen, men det er langt fra »frontlinjen«, fra »de varme hænder«, fra »sandhedens øjeblik med kunderne«, fra »fabriksgulvet« og hvad det nu hedder.

Man leder nærmest i blinde, og centralistisk ledelse bliver ledelse via statistik, ikke via intuition, empati og reel indsigt.

Ledere på Christiansborg eller i Bruxelles kan umuligt tilsammen besidde mere end måske en procent af samfundets samlede viden. De resterende 99 procent viden har de mennesker, som de forsøger at lede.

Centralistisk ledelse er manualvælde, som fører til demotivering, ansvarsløshed og mangel på innovation.

Omvendt skabes en ansvarlig og kreativ kultur, når beslutninger træffes af folk, der forstår og skal leve med beslutningernes konsekvenser. Grunden til at germanere og skandinaver i over 1.000 år har haft en meget effektiv kultur er, at de overvejende har ledet sig selv i små autonome enheder, hvor mange andre var dele af topstyrede imperier. Og kulturen bliver endnu mere omhyggelig og hittepåsom, når der er konkurrence.

Hvordan kan vi decentralisere? For det første kan vi lade offentlige ydelser blive leveret af tusinder af private virksomheder under konkurrence. Dette praktiseres i mange varianter verden over. Derudover kan vi inddrage folk meget mere i samfundsopgaver via f.eks. innovationskonkurrencer, som i dag kaldes crowdsourcing.

Og slutteligt kan vi satse på, at demokratiske beslutninger træffes langt tættere på den virkelighed, de berører: Nærdemokrati.

Gør vi alt dette, får folk meget større indflydelse, når de stemmer med hænderne, og de får ikke mindst større mulighed for tillige at stemme med fødderne. Et dejligt Danmark er et decentralt Danmark.

Alternativet er den fortsatte centralisering, således som det blev forsøgt i verdenshistoriens ca. 200 imperier. De gik alle under.