Lars Seier: Det er den private sektor, der skal redde verden ud af coronakrisen

Det er de private virksomheder, der skal levere vaccine, lægemidler, testudstyr og respiratorer for at få gjort kål på coronavirussen, siger rigmanden, der er gået i frivillig karantæne på slottet i Schweiz – og afslører, hvad der i disse coronatider kan ødelægge et venskab for ham.

Lars Seier Christensen har sat sig selv i frivillig karantæne med sin familien på sit slot i Schweiz: »Jeg har ikke været uden for parcellen i tre uger,« siger han. Yvonne Seier Christensen

Når store spørgsmål skal vendes, ender vi ofte hos iværksætteren og rigmanden Lars Seier Christensen. Selv blandt lighedsorienterede danskere aftvinger det respekt at have tjent hundredvis af millioner af kroner from scratch, og mange lytter gerne til den tidligere Saxo Bank-ejer. Hans samfundsengagement er nemlig lige så velvoksent som hans pengetank.

Aktuelt er han gået i frivillig karantæne i sit 800 år gamle ingen-ved-hvor-mange-værelsers slot »Schloss Schwarzebach« i nærheden af Zürich i Schweiz sammen med det meste af sin store familie, der bl.a. tæller fem døtre.