Laos – det glemte land

Et af Asiens mest tilbagestående lande har svært ved at komme med på det asiatiske væksttog. Laos er både klemt og glemt. Der er masser af naturrigdomme, men en elendig infrastruktur og mangel på kvalificeret arbejdskraft tegner ikke just lyst for det fattige land.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For biavleren Chanh har de senere år været en succes. »Tidligere var jeg fattig, nu er jeg ikke længere fattig,« lyder hans enkle konstatering.

Chanh er steget i graderne og i anseelse i den lille bjerglandsby Seenlath med et par hundrede indbyggere. Han hører nu til blandt landsbyens vigtigste familier, hans hus ligger tæt på torvet, bistaderne er velholdte, og Chanhs honning markedsføres nu på glas i eget navn i de omkringliggende byer. Tidligere solgte han sin honning i landsbyen. Det var der ikke mange penge i, men da han blev bekendt med og bevidst om behovet for at markedsføre sin honning uden for landsbyen, tog det pludselig fart.

Chanh har en husholdning på ti personer. Kone og tre døtre samt yderligere fem familiemedlemmer fylder godt op i familiens beskedne træhus. Gulvet er lerstampet, det syder dagen lang fra det åbne ildsted i den ene ende af huset, og der er en håndfuld sovepladser i den anden ende. På førstesalen er der endnu en håndfuld sovepladser. Der er ikke vinduer i huset. Vil man have dagslyset ind, kan man åbne nogle træluger. Toilettet er et hul i jorden bagved huset.

Det er herfra Chanhs verden går. Set med vestlige øjne er Chanh fortsat fattig, endda meget fattig, og udviklingen i Seenlath synes at være, som den har været de seneste par hundrede år. Men for Chanh selv er der sket et kæmpe fremskridt. Fra at føle sig fattig til ikke længere at føle sig fattig.

Traditionsbundne og fattige

Indbyggerne i Seenlath er en del af Kmou-stammen, som bebor en række af de meget afsides beliggende bjerglandsbyer i det nordlige Laos. Kendt for deres selvstændighed, men også kendt for at være traditionsbundne og som nødigt tager nye ting til sig.

Set i det perspektiv er Chanh en af få enkeltstående solstrålehistorier. Landbruget er – som det har været i århundreder – områdets vigtigste indtægtskilde, og de landbrugsredskaber, der bruges, ja, de har været brugt de seneste par hundrede år. Læg hertil de klimaforandringer med ekstrem varme, for meget regn, for lidt regn, jordskred etcetera, der påvirker det i forvejen sårbare landbrug.

Modsat mange andre lande har Laos endnu ikke oplevet den store tilstrømning til storbyerne. Laos er en landbefolkning. Flere end 60 procent af landets indbyggere bor uden for de større byer, og hovedstaden Vientiane kaldes for Sydøstasiens mindste hovedstad med dens omkring 700.000 indbyggere. Selv om den officielle fattigdom er halveret over de seneste tyve år til nu 27 procent, lever en meget stor del af laoterne i landdistrikterne for under en dollar om dagen.

Laos er det klemte og det glemte land i sydøstasien. Uden egne kyststrækninger klemt inde mellem de mægtige naboer Thailand, Kina og Vietnam og glemt fordi det benhårde kommunistiske styre i Laos ikke har tilladt samme markedsøkonomi som i eksempelvis Kina og Vietnam.

Det har betydet, at infrastrukturen er elendig, og med en elendig infrastruktur strømmer investeringerne ikke just til det indeklemte land.

Laos er afhængig af Kina

Laos har en historisk og sproglig tilknytning til Thailand. Men politisk er kommunistpartiet Lao PDR en underafdeling af det vietnamesiske kommunistparti, mens den store nordlige nabo, Kina, i stadigt stigende grad sætter sig på de økonomiske værdier, der måtte findes i Laos. Problemet er bare, at så længe vestlige virksomheder ikke har interesse i Laos, er Laos afhængig af Kina, både positivt og negativt.

I dag er Mekong-floden den store færdselsåre, men Kina vil gerne have adgang til de købedygtige forbrugere i Bangkok og Singapore og har derfor forhandlet med Laos om at etablere og finansiere en højhastighedsbane fra provinshovedstaden Kunming i det sydvestlige Kina til hovedstaden Vientiane i Laos, en strækning på cirka 500 kilometer igennem et meget bjergrigt terræn.

Det er et projekt til 40 milliarder kroner, og et projekt som Laos selv ikke har nogen mulighed for at finansiere. 40 milliarder kroner svarer til 70 procent af Laos’ bruttonationalprodukt, og derfor var aftalen oprindelig, at projektet skulle finansieres af kinesiske virksomheder. Disse virksomheder har dog angiveligt trukket sig, fordi de ikke kunne se en økonomisk gevinst ved denne togforbindelse til Vientiane. Det var i hvert fald den officielle forklaring.

I stedet er en kinesisk statsbank, Exim Bank, kommet på banen som finansieringskilde, men det er en særdeles speget sag, og forhandlingerne foregår bag lukkede døre og i lukkede politiske cirkler mellem kommunistpartiet i Kina og Lao PDR i Laos. Lokalt i Laos taler man nu om, at kineserne ud over at bygge og finansiere projektet også får tildelt store landområder beliggende op til denne jernbaneforbindelse. Laos sælger ud.

Hvad der er ret og vrang i disse beskyldninger er ikke til at vide, men Kina og kinesiske handelsmænd og købmænd fylder mere og mere i samhandelen mellem Laos og Kina. Dog langtfra altid for det gode.

Tværtimod kan de fattige bjergbønder fortælle gruopvækkende historier om kinesiske handelsmænd, som – i følge de laotiske bønder – kynisk har udnyttet landbefolkningens naivitet og uvidenhed og gældsat kaffe- og risbønderne mange år ud i fremtiden.

Et af verdens mest korrupte lande

Kinesiske handelsmænd har således rejst rundt til disse bjerglandsbyer og solgt dem ideen om at købe kaffeplanter og såsæd og først betale, når høsten kommer i hus. I mellemtiden kom de selvsamme handelsmænd tilbage og overbeviste bønderne om, at det var nødvendigt med kunstgødning, selvfølgelig leveret af kineserne.

Problemet var bare, at prisen for både kaffeplanter, såsæd og kunstgødning blevet skruet voldsomt op i pris, mens prisen på de laotiske bønders høst blev presset ned i pris. Dermed har bønderne pantsat deres høst 10-15 år frem i tiden til en pris, som dikteres af kineserne. Det er i hvert fald bøndernes egen historie.

Man kan som vesterlænding undre sig over, hvorfor bønderne har skrevet under på så dårlige kontrakter. Men det hører med til den historie, at de kinesiske handelsmænd ofte er ledsaget af lokale laotiske distriktskommissærer, som således har ageret som en slags blåstempling af kontrakterne. I et land, hvor korruption og bestikkelse stortrives, behøver en lokal distriktskommissær ikke at være garanti for noget som helst. Transparancy International placerer Laos blandt verdens mest korrupte lande.

Foreløbig er det svært at se, hvordan Laos skal bringe sig på omgangshøjde med kendte asiatiske tigerøkonomier. Nok er BNP-væksten i disse år ganske pæn, men det er fra et ekstremt lavt udgangspunkt. Og nok er Laos rig på naturressourcer, blandt andet med enorme skovområder, men det er foreløbig ikke lykkedes at få egentlige større industrier i gang. Og da slet ikke på en bæredygtig måde.

Tigerøkonomier er typisk karakteriseret ved en nogenlunde habil infrastruktur og ikke mindst en sulten, energisk arbejdskraft. Laos har ingen af delene. Laoterne er typisk ikke som vietnamesere og kinesere arbejdsbier, men stiller sig tilfreds, hvis de har til dagen og vejen. Af mange anset som et positivt træk, men det rykker bare ikke i en stadigt hårdere og mere global verden.

Og så er vi tilbage ved biavleren Chanh fra Seenlath-bjerglandsbyen. Han har med rådgivning og vejledning fra Care Danmarks folk i Laos forbedret sin egen situation, men det rykker ikke meget i det store billede.

Så længe Laos ikke har den arbejdskraft, som store producenter efterlyser, viger investeringerne uden om Laos.

Laos-befolkningen er et sympatisk, venligt og imødekommende folk, meget grinende. Og afvæbnende over for det kommunistiske styre Lao PDR. PDR står for People’s Democratic Republic. I folkemunde bliver der brugt en anden definition; Please Don’t Rush (slap af og tag det roligt.)

Laos synes fanget i ingenmandsland mellem det gamle Laos og drømmen om et nyt Laos.

Berlingske var med Care Danmark på en delegationsrejse til Laos. Care betalte omkostningerne til rundrejsen i Laos.