Lang næse til Alfa Views kunder

Konkursbo. Alt tyder på, at tidligere kunder hos konkursramte fladskærmskæde Alfa View ikke får nogle håndsrækning, når boet bliver gjort op. Pengene er tabt.

Der er ved at være overblik over fladskærmskæden Alfa Views konkurs og boet er ved at være gjort op. Kuratoren kunne dog ikke levere nogle gode nyheder til de tidligere kunder, som har penege i klemme. Det skriver TV2 Finans.

Resterne af kæden, som gik konkurs med et ordentligt brag i juni måned, lyder på 500.000 kroner i aktiver og en gæld på 21 millioner kroner.

Så der bliver ikke meget at hente for de kunder, der har betalt for en fladskærm men aldrig fået den leveret. Det oplyser kurator Birgitte Frølund til TV2 Finans.

Seks af Alfa Views ti butikker er nemlig blevet købt af butikken Lyd & Bolig, mens lejemålet på de resterende alligevel var ved at løbe ud.

Én butik er ved at blive afhændet til anden side. Lyd & Bolig har også købt selve Alfa View-brandet, men har på nuværende tidspunkt ikke meddelt, hvad det skal bruges til.

Selve svaret på "Hvad gik der galt" fremlægger kurator Birgitte Frølund først midt i oktober, når hun har fået arbejdet sig igennem alt materialet.

- mja