Læs-Ind bureau garanterer levering

Små og mellemstore virksomheder, der vil fremsende fakturaer til det offentlige via et såkaldt Læs-Ind bureau fra 1. februar næste år, behøver ikke frygte at fakturaen ikke kommer frem, hvis der er fejl i dem.

- Vi stopper ikke blot en faktura, hvis der skulle mangle en oplysning. Vi vil gøre vort bedste for at tage den ud til manuel behandling. Det vil sige en opringning til kunden. På den måde håber vi at kunne gøre overgangen lettere for virksomhederne. Og det hvad enten de sender få eller mange fakturaer, udtaler Jan Werum, der er adm direktør i JWN Data A/S, der er et af to virksomheder, der af Staten er udpeget til Læs-Ind bureau.

Et Læs-Ind Bureau er en service, hvor virksomheder kan sende den fysiske faktura som efterfølgende bliver indscannet og videresendt til de relevante offentlige myndigheder.

Fire nye linier

I ErhvervsBladet mandag udtrykker Håndværksrådet frygt for, at danske virksomheder ikke bliver klar til at efterleve kravene om elektroniske fakturaer til det offentlige pr. 1. februar 2005.

Problemet er kort fortalt, at uanset om en virksomhed bruger et Læs-Ind bureau eller sender en faktura elektronisk direkte til en offentlige myndighed, så skal man ændre i fakturaens layout. Ændringerne er nødvendige, fordi de nye regler betyder, at fakturaen skal tilføjes fire ekstra linier: EAN-Lokationsnummer, ordrereference, personreference og institutionens interne konteringsnummer.

Det betyder i praksis, at rigtig mange virksomheder skal have besøg af en konsulent, der skal rette i virksomhedernes ERP-system.

JWN Data kan ikke ændre i lovgivningen, men man er altså indstillet på at lette overgangen til elektronisk faktura for virksomhederne.

Læs-Ind servicen er gratis for alle virksomheder, der afregner moms halv- eller kvartårligt, eller med en omsætning under 15 mio.

Udvoer JWN Data er Post Danmarks Data Scanning godkendt som Læs-Ind bureau.