Lad os afblæse knaphedssamfundet

Vi undervurderer kreativiteten hos videnskabsfolk og ingeniører. De kan skaffe os de ønskede ressourcer og råvarer, og profetierne om knaphedssamfundet holder ikke, skriver forfatter og investor Lars Tvede.

Lars Tvede er iværksætter, investor og forfatter til bl.a. bogen "Det kreative samfund". Han leverer hver måned i kronik i Berlingske Business Magasin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Den globale befolkning har for nyligt passeret syv milliarder, og i 2050 runder vi formentlig de ni. Hvad kommer derefter? – måske 11 milliarder i år 2100? Samtidig styrer folk i de fattige lande efter en livsstil som vor egen. Så konsekvensen er indlysende:

Vi kommer til at opleve stigende ressourcemangel og måske endog ressourcekrige. Derfor må vi bevidst søge at begrænse den økonomiske vækst i Vesten, så der kan blive plads til de andre.

Ovenstående er vel en rimeligt god beskrivelse af, hvordan ganske mange vesteuropæere tænker i dag. Eksempelvis har stifteren af partiet De Alternative, Uffe Elbæk, udtalt:

»Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af jordens begrænsede ressourcer.«

Han forestiller sig »en fremtid, hvor ressourcer bliver fordelt både solidarisk og effektivt mellem os alle sammen.«

En gammel forestilling

Forestillingen om, at vi er ved at løbe tør, er ikke ny. I det tredje århundrede skrev biskop Cyprianus fra Kartago eksempelvis:

»Bjergene, udslidte og udtømte, giver en lavere produktion af marmor; minerne er udpinte og yder os færre ædelmetaller; mineralårerne er forarmede, og de svinder dagligt.«

Sådan er profetierne fortsat uophørligt gennem historien. Men først i 1798 skabte økonomen Malthus knaphedsteorien med sine forklaringer på, hvordan stigende befolkning uundgåeligt ville føre til global hungersnød (faktisk var der en del hungersnød i Europa allerede, da han skrev dette).

I 1865 mente økonomen William Stanley Jevons, at England var ved at løbe tør for kul. Og i 1908 afholdt præsident Roosevelt en stor konference i det Hvide Hus i Washington om udtømning af ressourcer.

»Mere end halvdelen af tømmeret er nu væk,« fortalte han sine forskrækkede tilhørere, og tilføjede at »mange eksperter siger nu, at enden er nær for både kul og jern« samt at »de enorme lagre af mineralsk olie og gas er stort set forsvundet.«

Dette var altså for over 100 år siden, og hans synspunkt blev delt af en række af landets industrifyrster.

I utallige bøger såsom »Our Plundered Planet« og »Our Road to Survival« fra 1948 og »The Population Bomb« fra 1968 blev Malthus’ knaphedsteori relanceret med advarsler om kommende råvaremangel og desuden om hungersnød og ressourcekrige.

I 1949 forudsagde USAs indenrigsministerium, at landet havde olie nok til 13 år, og 12 år senere gentog de den samme prognose, men nu fremskrevet 12 år, selv om reserverne i mellemtiden var steget. Da yderligere 13 år var gået, var reserverne atter steget.

I 1972 udkom så den kendte dommedagsbog »Limits to Growth« (Grænser for Vækst på dansk), som blev solgt i 12 millioner eksemplarer. Her fremgik det, at vi formentlig ville løbe tør for bl.a. guld, zink, kobber, olie og gas inden 1995. I det mest optimistiske scenarie ville det ske mellem 2004 og 2029. Ligesom alle de tidligere profetier slog den også fejl – vi løb ikke tør i 1995 og gør det heller ikke i 2029.

Faktisk er vi ikke løbet tør for hverken energi, metaller eller mad, selv om vi har fået stadigt større produktion og forbrug af det hele. Dette vel at mærke samtidig med, at de kendte reserver af stort set alle råvarer er steget støt år for år, tiår for tiår og århundrede for århundrede.

Der er heller ikke opstået global hungersnød. Tværtimod. Andelen af verdens befolkning, der er underernæret, er faldet fra ca. 35 procent i 1970 til godt 10 procent i dag, samtidig med at antallet af overvægtige nu overgår de undervægtige.

Adgangen til rent drikkevand i ulande er vokset markant, og vore kendte reserver af bl.a. olie, gas og mange metaller er højere end nogen sinde. Af samme årsag er de gennemsnitlige råvarepriser korrigeret for inflation faldet jævnt de seneste århundreder. De bliver billigere, fordi vi har adgang til stadigt flere af dem.

Hvorfor løber vi ikke tør?

Hvorfor er det gået sådan? For metallerne gælder ganske enkelt, at der er forbløffende meget af dem. Hvis vi kunne udvinde alt metal i jordskorpen, ville der for mange af dem være nok til at fortsætte det nuværende forbrug i over 100 millioner år.

Der er enorme mængder metaller, og grundet bedre udvindingsteknologi bliver stadigt mere metal kommercielt tilgængeligt, hvorfor de kendte reserver stiger.

Samtidig bliver vi stadigt bedre til genbrug. Japanere og amerikanere er med ny såkaldt plasma gazification i gang med at genbruge materialer på årtiers ophobede lossepladser.

Landbruget bliver også stadigt mere effektivt. Siden år 1900 har vi ca. seksdoblet vores landbrugsproduktion, samtidig med at landbrugsarealerne kun er steget ca. 30 procent. Gennemsnitligt får vi altså ca. fem gange så meget af et givent landbrugsareal som dengang. Hvis alt landbrug var lige så kompakt som eksempelvis det hollandske, kunne vi faktisk føde 60 milliarder mennesker. Den proces kan gå hen at accelerere grundet epokegørende landvindinger inden for bioteknologi og genmanipulation.

Teknologien hjælper os på utallige fronter. Vi formår konstant at effektivisere, komprimere og virtualisere, og vi erstatter løbende tunge eller upraktiske materialer med nye og bedre.

Stål i biler udskiftes med aluminium, som så igen udskiftes med kulfiber. Ledninger udskiftes med trådløs kommunikation osv. Vi udvikler nye energiteknologier så som solpaneler, der nærmer sig såkaldt grid parity, hvor de kan konkurrere med kul og gas. Eller benzin lavet af genmodificerede alger.

Parallelt er bl.a. inderne i gang med at forberede lancering af thorium reaktorer – en energiteknologi, der forurener under en tusindedel af konventionelle reaktorer, og som ikke kan føre til nedsmeltning, og hvor vi har ressourcer nok til 10.000 års forbrug. Parallelt sker der gradvise landvindinger i forsøg med kernefusion, som, hvis de lykkes, kan give os ren og sikker energi længere, end universet har eksisteret.

Samtidig nærmer verdens befolkning sig et vendepunkt. Klodens procentuelle befolkningstilvækst toppede i 1963, og den absolutte tilvækst målt i millioner toppede i 1989. Siden er såvel vækstrate som vækst aftaget jævnt. Omkring år 2020-2025 når den globale fertilitet formentlig under lige­vægtsniveauet, hvorefter vi må vente et brat fald i verdens befolkning. Dette formodentlig samtidig med at vi i praksis har fundet en løsning på at skaffe nærmest endeløs energi.

Menneskelig kreativitet

Alt dette drejer sig om menneskelig kreativitet. Det drejer sig om, hvad der sker i et dynamisk, kreativt, videnskabsbaseret samfund, men ikke i et statisk.

Uffe Elbæk taler varmt for et mere krea­tivt samfund og har med sit arbejde med bl.a. Kaospiloterne demonstreret sine evner til at mobilisere netop dette blandt unge. Det er al ære værd, men når Uffe Elbæk og andre tror, at vi nu skal forberede os på et knaphedssamfund, tager de efter min opfattelse fuldstændigt fejl. De tager ligeledes fejl, hvis de tror, man kan skabe et mere krea­tivt samfund samtidig med at man erstatter optimisme og vækst med pessimisme og topstyret fordelingspolitik.

De begår denne fejl, fordi de som så mange andre før dem totalt undervurderer den kreativitet, der udfoldes af videnskabsfolk og ingeniører verden over.

Kreativitet findes ikke kun i grafisk design, film, musik og mode. Nej, det udfoldes også massivt i tusinder af private virksomheder, i tekniske skoler og universiteter, i private laboratorier og fabrikker, hvor der arbejdes utrætteligt med materialekemi, genetik, kernefysik, softwareudvikling og maskinudvikling.

Dette enorme arbejde har gjort, at vi gennem tidligere generationer fik stadigt flere ressourcer til rådighed. Efter min mening vil det fremover betyde, at vi nærmer os et punkt, hvor ressourcer ikke længere er nogen praktisk begrænsning.

En forudsætning for et kreativt og dynamisk samfund er efter min opfattelse, at man satser på vækst i stedet for stagnation, men også, at man tror på, at vi faktisk både kan, vil og tør fastholde et dynamisk og krea­tivt vækstsamfund.