Kysseglad popstjerne tager første stik mod nonner i klosterstrid

Den verdensberømte sangerinde Katy Perry har taget første stik i en retssag mod en gruppe nonner i Los Angeles, der hårdnakket har afvist at ville sælge en ejendom til sangerinden.

Katy Perry kan måske se frem til at kalde sig selv for klosterejer inden længe. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE SEGAR

Som kvinde kan man ikke både kysse på piger og købe et milliondyrt kloster på én og samme tid.

Nogenlunde sådan var beskeden fra en gruppe nonner i USA, der er en del af bevægelsen »Most Holy and Immaculate Heart of the Blessed Virgin Mary«. Søstrene i bevægelsen har længe ville sælge et overdådigt kloster beliggende i Los Angeles med et prisskilt på 15 millioner dollars.

Til gengæld var søstrene ikke videre begejstret for udsigten til at Katy Perry, der fik sit gennembrud med sangen »I kissed a girl«, skulle overtage klosteret. Af »åbenlyse årsager« for katolske nonner, som de ifølge Bloomberg selv har udtrykt det.

Det kan de dog blive tvunget til. Ved byretten i Los Angeles valgte en dommer onsdag at underkende den købsaftale, nonnerne havde indgået med en lokal byplanlægger, der planlægger at forvandle det cirka fire hektar store område, klosteret er bygget på, om til en større modesalon og hotel.

Problemet for nonnerne er, at de ikke havde fået ærkebiskop Jose Gomez tilladelse til at sælge ejendommen, og det var i strid med loven, fastslog dommerne ifølge Bloomberg. Således er det ærkebiskoppen alene, der har autoritet til at sælge klosteret, lød det i retten.

Og hvor nonnerne altså ikke er interesseret i at sælge til Katy Perry, har ærkebiskoppen et mere afslappet forhold til sangerinden og dennes kunst, hvorfor det forventes, at sangerinden snart vil overtage klosteret, som har en salgspris på i omegnen af 100 millioner danske kroner.

»Søstrene er skuffede over kendelsen,« lyder det nonnernes advokat, John Scholnick, der ifølge Bloomberg nu vil tygge lidt på, om man skal anke kendelsen. Samme advokat gjorde det i øvrigt klart, at nonnerne ikke mente, at ærkebiskoppen har ret til at blande sig i sagen.

Billeder af det smukke kloster kan i øvrigt findes her.