Kwintet i rekord-opkøb

Europas førende leverandør af arbejdstøj bliver nu endnu større med opkøbet af Mecatura Group, der står stærkt indenfor arbejdstøj i servicesektoren.

Med mærker som Kansas og Wenaas er Kwintet førende i Europa indenfor arbejdstøj til industri- og håndværksarbejdere. Opkøbet af Mercatura Group, der er det hidtil største virksomhedsopkøb i Kwintets historie, bevæger nu virksomheden ind på markedet for arbejdstøj til sundhedssektoren og detailhandelen.

- Kwintet var allerede nummer 1 i Europa indenfor arbejdstøj til håndværk og industri, og i dag har vi nået samme position på service wear. Det betyder en markant udvidelse af vores tilbud til kunderne og konsoliderer vores position på de største europæiske markeder. Dermed kan vi tilbyde kunderne både stærk service lokalt og en unik, paneuropæisk løsning, siger adm. dir. Anders Grønlund fra Kwintet.

Kwintet designer, producerer og distribuerer professionelt arbejdstøj under stærke varemærker som Wenaas, Kansas, Fristads, KLM Kleding og A-code Active Wear. Den nu malmøbaserede virksomhed blev dannet da danske Kansas Workwear og svenske Fristad fusionerede i 1995. I 2003 skiftede navnet til Kwintet, og siden 2005 har virksomheden været ejet af Industri Kapital.

Største køb hidtilMercatura Group har en omsætning på €130 millioner og 1.050 ansatte. Det er Kwintets hidtil største køb, og desuden er det seneste opkøb i en række, der inkluderer den førende Hollandske leverandør af service wear, Labels, og den belgiske leverandør af erhvervs- og profilbeklædning The Cotton Group.

Mercatura var tidligere en del af Primondo Specialty Group GmbH, der er postordre-delen af Arcandor AG - det tidligere Karstadt Quelle AG.

Mercatura Group driver primært forretning på markederne i Tyskland, Frankrig og England, og derfor vurderer Anders Grønlund ikke, at der i første omgang vil være basis for at forhandle Mercaturas produkter på det mindre danske marked. Han forklarer dog, at den nye produktlinje på sigt vil supplere Kwintets postordrekatalog Hejco. Direktøren slår i øvrigt fast, at opkøbet ikke vil få indflydelse på personaleforholdene i Kwintet.