Kurt Thorsen blev væk fra retssag

Den bedrageridømte entreprenør Kurt Thorsen dukkede ikke op i Østre Landsret torsdag morgen, da et søgsmål fra den norske rigmand Kjell Inge Røkke mod blandt andre Thorsen skulle behandles.

Kurt Thorsen var heller ikke repræsenteret af en advokat, og det fik sagsøgerens advokater til at forlange en såkaldt udeblivelsesdom, så dommen bliver afsagt uden Kurt Thorsens version af sagen.

Kurt Thorsen havde inden det første retsmøde i sagen forsøgt at få sagen udsat med en lægeerklæring, der erklærer Thorsen ude af stand til at deltage i langvarige retslige forløb.

Men sagsøgerens advokater henviste til dels, at Kurt Thorsen for nylig optrådte i et fire timer langt interview med Berlingske Tidende, dels at lægen ifølge advokaterne er erklæret inhabil af fængselsvæsnet, fordi han er en af entreprenørens personlige bekendte.

Kjell Inge Røkkes selskab, Aker RGI, stævner Kurt Thorsen, en bank, to advokatfirmaer og 27 advokater for 67 millioner kroner.

/ritzau/