Kun et fåtal køber klimavenlige julegaver

Klimabevidstheden har en begrænset plads under juletræet i år, hvor de fleste af os regner med at bruge nogenlunde det samme på gaver som sidste jul, viser ny undersøgelse. Men genbrugsgaver vinder frem.

Siden genbrugskæden Børneloppen i 2016 åbnede den første butik, hvor man kan sælge og købe brugt børneudstyr, er interessen for genbrugsjulegaver steget år for år. På billedet ses stifterne Sofie Brandt (til venstre) og Johanna Kiel Nielsen i butikken i Vanløse. Søren Bidstrup

Juletræer i potte, som kan plantes ud i naturen efter jul, plantebaseret julemad og boykot af billigt plasticlegetøj i julestrømpen fylder meget i debatten. Men når det kommer til julegaveindkøb, er det et fåtal, der går op i klimaets ve og vel.

Kun omkring syv procent af danskerne lader i høj eller meget høj grad klimahensyn påvirke julegaveindkøbet. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget blandt 2.000 danskere for Danske Bank.