Kriseramt First North-selskab i gang med redningsplan

Holten Aktieselskab har konverteret et lån til aktier i det kriseramte First North-noterede selskab Danventures.

Det sker som led i en redningsplan, der blev sat i værk, efter at selskabet i foråret var på randen af konkurs.

Danventures har derved forhøjet sin aktiekapital med 3.843.896 stk. nye aktier à 2 kr. Det lån, som Holten Aktieselskab har konverteret, lyder på 7.687.792 kr., og det er nu konverteret til aktier for et tilsvarende beløb, oplyser Danventures i en meddelelse til fondsbørsen.

Det er sket i overensstemmelse med en beslutning truffet på selskabets generalforsamling.

Aktiekapitalen udgør efter forhøjelsen nominelt 10.000.000 kr. fordelt på 5 mio. aktier à 2 kr.

I samme fondsbørsmeddelelse oplyser Danventures, at det har erhvervet sig anpartsselskaber, der alle skal eje datterselskaber i Rusland.

Det drejer sig om Russian Small Housing, der skal eje og drive datterselskab i Rusland med skovdrift som formål, Russian Wood Industry, der skal eje og drive datterselskab i Rusland med træuldsproduktion som formål, samt Russian Building Industry, hvis russiske datterselskab skal producere huse.

Danventures har ligeledes erhvervet halvdelen af aktiekapitalen i det tyske selskab Akte Immobilen kontant for 1,5 mio kr. Selskabet udvikler og investerer i ejendomsprojekter i Tyskland. Købet af de fire selskaber forventes ikke at påvirke årets resultat, oplyser Danventures.

RB-Børsen