»Puffen er desværre solgt, men du kan købe sofaen alene for 750 kr.«
»Hvad siger du til 700 kr.?«
Jamen for pokker da også. Ovenstående er blot én af mange ordvekslinger med alskens krejlere, der var interesserede i at gå på strandhugst, da jeg for nylig ville skifte ud i stuens møblement.
Det gav mig et friskt indblik i det parallelunivers, der findes på Den Blå Avis. Og en bekræftelse af, at jeg ikke har nerverne eller tålmodigheden til at være den købmand, som den midtjyske muld, jeg er opfostret i, ellers fostrer. Jeg må blot erkende, at – også her – er der lang vej til Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og Jysk-ejer Lars Larsen.
Det begyndte ellers godt. Lænestolen blev sat til salg og blev solgt og hentet samme dag. Til den pris, jeg havde forlangt. Ganske vist prøvede køberen ved afhentningen at krejle lidt med et par bemærkninger om fnuller og pletter – og at ægtemanden lige skulle op og se den. Men en relativt ny lænestol, der blev solgt med en rabat på 80 pct., kunne dog alligevel ikke sættes yderligere ned, mente jeg. Af sted med den. Så langt, så godt.
Så var der blot sofaen og en tilhørende puf tilbage. I første runde var de tilsyneladende prissat for højt. Der skete ingenting i en uges tid. Igen, ingen nerver eller tålmodighed: Annoncerne blev fjernet og erstattet af nye knaldtilbud. Sofaen kunne købes for latterligt lave 800 kr., mens puffen kunne finde et nyt hjem for den beskedne sum af 400 kr. Og for at sætte ekstra turbo på salget lød der et samlet tilbud på yderst moderate 1.100 kr.
Jeg er langtfra den eneste, der prøver at få lidt ekstra til nyindkøb ind via salg af brugte sager. Den Blå Avis udarbejder hvert år et såkaldt Genbrugsindeks, og det seneste fra 2017 viste, at flere end seks ud af ti danskere enten har købt eller solgt brugt inden for det seneste år. Undersøgelsen viste også, at danskerne i gennemsnit har købt for 6.869 kr. og solgt for 4.971 kr. Og at ting til boligen – heriblandt møbler – med 35 procent udgør den mest populære afdeling.
Jeg lærte det, alle utvivlsomt lærer, når de har noget til salg på Den Blå Avis: Stort set ingen vil købe noget til den pris, der står skrevet. Uanset prisen. Lænestolen viste sig at være et mirakel. Med de andre møbler rendte jeg ind i krejlere fra hele København. Og omegn. Så den første lektie var utvivlsomt at sætte prisen højere end det, man reelt set håber at få for sin vare. Den havde jeg dog gennemskuet. Så langt, så godt.
Men jeg løb relativt hurtigt ind i nogle moralske kvababbelser. For puffen blev hurtigt solgt. Og kun med 50 kr. i rabat. Vedkommende kunne imidlertid først hente den en uge senere. Og hermed opstod der et tidsrum, hvor man kunne blive fristet til at løbe fra den løst indgåede købsaftale.
For dagen efter tikkede der lige pludselig beskeder ind fra to interesserede købere, der vel at mærke ville købe både sofa og puf. Her kunne man således blive fristet til at droppe den første køber, slå til og få solgt begge møbler. For jeg kunne jo risikere, at de to andre ikke ville slå til, hvis de kun kunne få sofaen, og så ville jeg pludselig stå tilbage med den største og dyreste vare på salgslisten. Den nye sofa var i øvrigt allerede på vej.
»Men så ville du godt nok være lidt af et røvhul. En aftale er en aftale,« lød det imidlertid fra en af mine gode kolleger, der selv har haft en del prøvelser med krejlere.
Jeg besluttede mig for ikke at være et røvhul og i stedet skrive til de to interessede købere, at puffen var solgt, men at de kunne slå til på sofaen. Og jeg bed frustrationen i mig, da jeg efter endnu et prisnedslag blev mødt af et nyt »hvad med ..?«. Og så har jeg slet ikke nævnt de folk, der prøvede med: »Hvad siger du til det her latterligt lave beløb i en hurtig handel?«
»Hurtig handel«? Ellers tak. Så hellere en god handel. Det endte det da også med. Sådan nogenlunde. Sofaen blev solgt med en lille rabat, og de gamle møbler betalte for ét af de nye møbler, der nu står i stuen.
Stefan Singh Kailay er pengeredaktør på Business
