Kreditorer kommer med sidste udspil til Grækenland

Forhandlingerne om en løsning på Grækenlands gældsproblemer ser ud til at gå ind i en afgørende fase onsdag, når den græske premierminister Alexis Tsipras mødes med EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, onsdag aften i Bruxelles.

Foto: JULIEN WARNAND. I baggrunden ses formanden for EU's finansministre, Jeroen Dijsselbloem. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

På mødet vil Tsipras ifølge Bloomberg News blive præsenteret for kreditorernes sidste forslag til en løsning, så Grækenland kan undgå at misligholde sin gæld på fredag, hvor landet skal betale 301 mio. euro til Den Internationale Valutafond (IMF).

Men fronterne synes på forhånd at være trukket op. Formanden for EU's finansministre, Jeroen Dijsselbloem, sagde tirsdag, at der fortsat er lang vej til en aftale mellem Grækenland og landets kreditorer. Og fra græsk side trues der stadig med misligholdelse.

Således sagde Nikos Filis, der er talsmand for det græske regeringsparti Syriza, onsdag, at Grækenland ikke vil betale næste afdrag på sit lån fra Den Internationale Valutafond, hvis ikke der er udsigt til, at landets kreditorer vil belønne grækerne for deres reformindsats.

- Hvis der ikke er udsigt til en aftale senest fredag eller mandag - jeg ved ikke præcist hvornår - så vil vi ikke betale, forklarer han på græsk tv.

Dijsselbloem indikerede imidlertid tirsdag, at det er grækerne, der må bevæge sig.

- Der er en misforståelse om, at vi skal mødes på halvvejen, sagde Dijsselbloem til den tyske tv-station RTL.

Også blandt tyske embedsmænd har der været skepsis i forhold til, om det lykkes at finde en løsning inden G7-mødet i Bayern den 7. juni.

Et græsk forslag til en løsning, der blev præsenteret tirsdag, anses ifølge en kilde blandt kreditorerne, som Bloomberg News har talt med, ikke for at være tilstrækkelig troværdigt. I stedet vil kreditorerne fremsætte et forslag, der fokuserer på, hvilke politiske tiltag, Grækenland skal gennemføre for at kunne udløse ny økonomisk hjælp.

Derimod lægger kreditorernes forslag på dette stadie i forhandlingerne ikke op til en reduktion af Grækenlands 310 mia. euro store gæld.

Der ventes i øvrigt ikke nogen endelig aftale på mødet mellem Tsipras og Jean-Claude Juncker onsdag. Ifølge EU-talsmand Margaritis Schinas er der tale om en første drøftelse.

For Grækenland er det afgørende, at der snart findes en løsning, hvis en statsbankerot skal afværges.

Til gengæld kan kreditorernes krav om reformer af pensions- og arbejdsmarkedslove blive for svære for det græske regeringsparti Syriza at sluge, da det få partiets flertal i parlamentet til at skride. Dermed kan en aftale varsle ny usikkerhed i Grækenland - med folkeafstemning eller nyvalg til følge.