Kreativitet er vejen til succes

Hvis man som forretningsleder føler det som om, man er i krig, så er man på vildspor. Forudsætningen for succes er kreativitet.

Læs mere
Fold sammen
DAVOS: Hvordan får man succes som forretningsleder? Hvordan skaber man vækst?

Man kan se på, hvordan Bill Gates gjorde, og efterligne. Eller som Simon Spies engang sagde: At blive rig er nemt nok. Man køber bare en masse fly, og starter et stort rejsebureau.

Det svære er jo netop at få ideen, at tjene den første million. Men det betyder ikke, at man ikke kan lære af de succesfulde, som erhvervslederne gør i Davos hvert år.

Serie-entreprenøren Stelios Haji-Ioannou, der på mindre end 12 år har startet et større børsnoteret shippingfirma med egen flåde, Stelmar, et lavprisflyselskab, Easyjet, der også er børsnoteret, en kæde af internetcafeer, et biludlejningsfirma og biografer, der udelukkende sælger billetter over internettet, er et guldeksempel.

»Din vækst er proportional til din konkurrenceevne. Men vækst er også korreleret med risiko. Og problemet med lavere priser er, at det kræver lavere omkostninger,« siger Stelios Haji-Ioannou.

Han så muligheder i flybranchen, da internettet nåede kritisk masse. Den eneste større innovation i flyindustrien i årtier var jetmotoren, men nettet gjorde det muligt, for easyjet, at skære mellemleddet bort og spare tyve procent på omkostningerne. De nye måder at gøre tingene på, og skarp priskonkurrence, er Haji-Ioannous opskrift på succes.

»Se på de eksklusive, dyre varemærker. Hvem ejer dem i dag. Det gør varemærker, der er omkostningsdrevne. BMW ejer Rolls-Royce, Volkswagen Bentley og urproducenten Schwatz sidder på de fleste schweiziske luksus urmær-ker,« siger Stelios Haji-Ioannou.

En af hans rollemodeller er Michael S. Dell, grundlæggeren af Dell. Han er i dag en af verdens rigeste mænd. Ikke fordi han kom med en banebrydende opfindelse, men fordi han tog en eksisterende industri, produktion af computere, og transformerede den fuldstændigt, ved at sælge computere direkte til brugerne. Enkelt, men virkningsfuldt. I dag er hans virksomhed moden, og hans næste store udfordring er, at omdanne virksomheden til en serviceorganisation, fordi det er der, pengene ligger i fremtiden.

»Min største organisatoriske udfordring er at udvikle talent. Vi følger de 600 øverste ledere i Dell tæt, fordi de er den næste generation af Dells topledere. Derfor er jeg også selv med til at undervise dem,« siger Michael Dell.

W. Chan Kim, professor ved INSEAD i Frankrig, har akademikerens bud på, hvad der giver succes i erhvervslivet. Han har studeret vindere og tabere de sidste tyve år, og hans konklusion er, at vinderne ikke er dem, som går ud i knivskarp konkurrence, men dem som er kreative.

»I forretningslivet har man længe været inspireret af militær strategi. Mange har stadig et »headquarter«, og som generalerne handler det om at erobre en del af et landområde. Men i forretningsverdenene er der i virkeligheden et uendeligt areal. Hvem havde f.eks. hørt om Microsoft for tyve år siden? Det handler om at finde nyt, og uprøvet land,« siger Chan Kim.

Som eksempel fremhæver han Cirque de Soleil. Firmaet som med en trup af artister rejser verden rundt med et cirkustelt, og opfører populære forestillinger. Ifølge Chan Kim, fandt Cirque de Soleil en ny måde at lave forretning på. Det er hverken cirkus eller teater, men noget midt imellem, som ingen havde set før.

»De tjener styrtende med penge, fordi de er på et marked uden direkte konkurrenter. Derfor er det også muligt for dem at tage højere priser end sædvanligt,« siger Chan Kim.

Michael S. Dell er nok ikke på vej ind i cirkusbranchen, men han leder hele tiden efter nye forretningsområder.

»Vi prøver ikke bare at gøre det på en anden måde. Vi leder efter nye ideer, noget unikt,« siger han.

Men hvem gør ikke det?