Siden præsident Donald Trumps tiltrædelse har der været talt om muligheden for, at EU burde se på at ændre sin tilgang til Kina, siger Berlingskes Asien-korrespondent, Alexander Sjöberg, der er bosat i Taiwan.

Nærmere bestemt, om »USAs tilbagetrækning globalt og Trumps vedvarende trusler og adfærd ville føre til et behov og ønske om at gentænke forholdet til Kina«.

Nu er det så kommet frem, at Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tirsdag har talt i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, om behovet for et stærkt handelssamarbejde mellem Europa og Kina i lyset af Trumps toldkrig.

Det er også kun få måneder siden, at von der Leyen holdt en tale, hvor hun nedtonede sin ellers meget konfrontatoriske linje over for Kina.

»Tidligere har hun især været fortaler for strategisk afkobling, altså mindsket afhængighed af Kina, for eksempel inden for teknologi. Men pludselig brugte hun en anden tone og talte om fælles interesser og samhandel,« siger Asien-korrespondenten.

Han har talt med diplomater, som har tvivlet på, om det nu også ville føre til noget. Måske var det bare snak.

»Men med von der Leyens nye udmelding om, at man vil koordinere toldindsatsen over for USA med Kina, ser vi konturerne af en ny balance mellem EU og Kina. Hvor det tidligere har heddet sig, at Kina var i konkurrence med et samlet Vesten, kan fremtiden se anderledes ud. Europa vil blive en tredje aktør, der ikke følger USA i tykt og tyndt og søger en egen vej i relationen til Kina,« siger Alexander Sjöberg.

Nyt system på tegnebrættet

Ursula von der Leyen siger i en udtalelse, at hun i samtalen med Kinas premierminister understregede behovet for at nedtrappe den igangværende handelskrig mellem USA og resten af verden.

Von der Leyen har lagt vægt på Europas og Kinas »ansvar for at støtte et stærkt, reformeret handelssystem, der er frit, fair og funderet på lige vilkår«, fremgår det af udtalelsen.

Ursula von der Leyen og Li Qiang diskuterede desuden muligheden for at lave et system, der kan overvåge forhøjede toldsatsers effekter på markedet.

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tirsdag talt i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, om behovet for et stærkt handelssamarbejde mellem Europa og Kina.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tirsdag talt i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, om behovet for et stærkt handelssamarbejde mellem Europa og Kina. Adek Berry/AFP/Ritzau Scanpix

Samtalen mellem kommissionsformanden og Kinas premierminister finder sted i kølvandet på USAs præsident Donald Trumps annoncering af forhøjede toldsatser på udenlandske varer.

Den 5. april trådte en basistold på ti procent i kraft, og fra 9. april lægges der varierende toldsatser på varer fra en lang række handelspartnere.

Eksempelvis vil USA fra 9. april lægge 34 procent told på varer, der importeres til det amerikanske marked fra Kina.

Kina har svaret igen med 34 procent told på amerikanske varer. Den forhøjede kinesiske told træder i kraft 10. april. 

Hvis ikke Kina trækker dets gengældelsestold mod USA tilbage, har Trump truet med at øge tolden yderligere med 50 procent. 

På et pressemøde mandag sagde Ursula von der Leyen, at EU har tilbudt USA en aftale om nultold på biler og industrielle produkter, hvis USA vil fjerne tolden på tilsvarende europæiske varer, der importeres til USA.

»Europa er klar til at forhandle med USA. Vi har tilbudt nul-til-nultold på industrivarer. Fordi vi altid er klar til en god aftale. Men vi er også parate til at reagere med modforanstaltninger.«

Trump har afvist forslaget fra EU, som unionen allerede skulle have fremlagt i februar. 

Få nyhedsvarsler direkte i din indbakke

Vi sender en mail, når de helt store nyheder opstår, så du ikke går glip af de vigtigste nyhedsudviklinger.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.