Kontroversiel mangemilliardær: Brexit har udløst en finansiel krise

De britiske vælgeres »nej tak« til EU kan risikere at skabe en ny finanskrise. Så dyster er spådommen fra den 85-årige mangemilliardær George Soros, der var i Bruxelles torsdag for at tale under en offentlig høring i Europaparlamentet.

Mangemilliardæren George Soros frygter, at det britiske nej til EU kan udløse en ny finanskrise. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUKE MACGREGOR

En ny finanskrise kan være under opsejling. Sådan lyder den dystre forudsigelse fra mangemilliardæren George Soros, der talte i Europaparlamentet torsdag under en offentlig høring. Den 85-årige rigmand mener, at de britiske vælgeres afvisning af EU har udløst en krise i de finansielle markeder, som kan sammenlignes med den globale finanskrise i 2007 og 2008.

»Det har udfoldet sig i slow motion, men Brexit vil accelerere udviklingen. Det vil sandsynligvis forstærke de deflatoriske trends, som allerede var fremherskende,« siger milliardæren ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

George Soros er mest kendt som manden, der blev styrtende rig på at spekulerede mod Bank of England i begyndelsen af 90'erne. Soros tjente mere end en milliard dollar, da den britiske regering den 16. september 1992 opgav sin fastkurs­politik og lod pundet flyde frit.

Torsdag i Europaparlamentet sendte Soros en byge af kritik mod de europæiske banker.

»De europæiske banksystemer er ikke kommet sig over den finansielle krise og vil nu blive udsat for en alvorlig test,« lyder det fra George Soros.

Få dage før den britiske afstemning om EU fredag i sidste uge stemplede Soros for alvor ind i debatten med et indlæg i den engelske avis The Guardian, hvor han advarede mod en dramatisk devaluering af pundet i tilfælde af et Brexit.

»Værdien af pundet vil falde brat. Det vil også påvirke finansmarkeder, investeringer, priser og beskæftigelsen øjeblikkeligt og dramatisk,« lød advarslen George Soros.