Konsulenter tilbyder starthjælp for aktier

Trend. Iværksættere med store vækstpotentiale køber sig til hjælp fra dygtige eksperter ved at afgive en bid af firmaet.

Ambitiøse iværksættere kan trække på nogle af landets dyreste konsulenter, og det uden at hive pungen op af lommen. Til gengæld må de afgive en del af hjerteblodet - ejerandele eller aktier i virksomheden.

- Jeg hjælper lovende og ambitiøse iværksættere, der ikke har råd til at betale mine priser. Til gengæld får jeg medejerskab i virksomheden. Men der er udelukkende tale om iværksættere, der har potentialet til at kapitalisere på de værdier jeg kan tilføre virksomheden, siger søgeeksperten Mikkel DeMib Svendsen.

Mikkel DeMib Svendsen er en af de førende eksperter på sit felt, og arbejder oftest for store internationale virksomheder, der kan betale et honorar i størrelsesordenen en halv million kr. for 14 dages arbejde.

Netbutikken Hjem.dk er en af de virksomheder, der tidligere har trukket på Mikkel DeMib Svendsens arbejdskraft.

- Vi har fået en hjemmeside, som vi aldrig ville have råd til at betale for, siger Thomas Dybdahl, adm. direktør i den jyske netvirksomhed som driver Hjem.dk.

Gevinsten reduceresDirektør Tom Togsverd fra Itek, der er en brancheorganisation for it-virksomheder, fortæller, at betaling for arbejdskraft med aktier er et udbredt fænomen. Udover højt specialiserede it-konsulenter, er det ofte advokater og revisorer, der modtager aktier eller ejerandele for serviceydelser.

- Iværksætteren undgår at betale for en arbejdskraft nu og her, men reducerer gevinsten på længere sigt siger han.

Tom Togsverd fortæller, at flere iværksættere har dårlige erfaringer med denne form for byttehandel.

- De har oplevet, at de nye ejere har mere travlt med at tjene penge til sig selv end at skabe merværdi, siger han.

Han medgiver dog, at modellen i nogle tilfælde kan være til gavn for iværksætteren.

- Hvis eksperterne kan bidrage med strategisk vigtig viden, kan det være fornuftigt at tage dem med ind i ejerkredsen. Det er en vurdering virksomhederne må tage fra sag til sag, siger Itek-direktøren.

Mikkel DeMib Svendsen fortæller, at flere ting skal falde i hak førend han tage sig betalt med aktier:

- Det skal være en virksomhed med et stort vækstpotentiale, og kemien mellem mig og iværksætteren skal være i orden. Derudover skal der helst være tale om et koncept, der har bevist sit værd.