Konkurser i kraftig stigning

Antallet af konkurser i dansk erhvervsliv er foreløbig dobbelt så stort i år, sammenlignet med sidste år.

Læs mere
Fold sammen
Konkurserne i dansk erhvervsliv er i kraftig stigning. Nye tal fra kreditvurderings-firmaet Soliditet A/S viser, at mens 1442 virksomheder gik konkurs i første halvår sidste år, er tallet for samme periode i år steget til næsten det dobbelte - nemlig 2778. Det oplyser DR Nyheder.

Alt tyder på, at situationen bliver yderligere forværret i løbet af efteråret. Til den tid udløber regeringens krise-håndsrækning til erhvervslivet - den midlertidige udskydelse af betalingen af moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Og så skal regningen til det offentlige betales.

Direktør Claus Allerup fra Soliditet A/S siger til DR Nyheder, at med mindre regeringen er villig til at give erhvervslivet hjælp til at styrke likviditeten med en yderligere udskydelse af betalingerne, kan man forvente et sandt blodbad i dansk erhvervsliv.

- Betalingerne betyder et stort likviditetstræk for virksomhederne, og det vil vælte læsset for mange. Og det kan også trække mange ellers sunde virksomheder med sig, siger Claus Allerup.

Det først og fremmest er hovedstadsområdet, der er ramt af det stigende antal konkurser. Mens man på landsplan kun ser 33 procent af virksomhederne have hjemme i det område, sker 41 procent af konkurserne her.



/ritzau/