Konkursbo efter Christian Harlang opgiver at finde flere penge: Efterlader stort milliontab

ARKIVFOTO af Christian Harlang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Kuratorerne har nu opgivet at finde flere penge til konkursboet efter den kendte og kontroversielle advokat Christian Harlang.

Det lukker derfor med at tab på mindst 30 millioner kroner.

Det fremgår af kuratorernes opgørelse, skriver erhvervsmediet Finans.

I opgørelsen af konkursboet efter Advokatanpartsselskabet Christian Harlang fremgår det, at underskuddet er på omkring 21,7 millioner kroner, mens konkursboet efter Christian Harlang personligt er på omkring 28,6 millioner kroner.

Man kan dog ikke lægge de to beløb sammen, da der kan være overlappende krav, skriver Finans.

I en mail til erhvervsmediet forklarer Christian Harlang dog, at han mener, boet reelt er solvent.

Christian Harlang, der tidligere har fået en række bøder af Advokatnævnet, er blandt andet kendt for at føre retssagen for en række irakere om den militære operation 'Green Desert' fra 2004.

Undervejs i den sag fik dommerne i Østre Landsret sidste sommer mistanke om, at han misbrugte offentlige midler. Det skrev nyhedsbureauet Ritzau i den forbindelse.

Derfor blev han afsat som beskikket for irakerne i forhold til den fri proces, som var bevilget.

I foråret sidste år tabte advokaten ifølge Ritzau en strid om sin opførsel under arvesagen vedrørende landsretssagførerenke Anne Lunn.

ARKIVFOTO af Christian Harlang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen.

Det centrale spørgsmål i den sag var, om enken var dement og blev manipuleret til at stille sit barnebarn gunstigere i testamentet og give Christian Harlang kontrol over økonomien.

Ifølge Københavns Byret mødte Christian Harlang første gang den ældre kvinde i februar 2012, hvor hun var på plejehjem, og ifølge retten havde Christian Harlang i hvert fald i sommeren 2012 viden om den ældre kvindes sygdom og sygdommens betydning for hendes evne til at disponere over egen formue.

Byretten fandt derfor, at Christian Harlang i flere tilfælde havde tilsidesat god advokatskik.

Den afgørelse ankede han efterfølgende til Østre Landsret.

Det var også sidste sommer, at Christian Harlang gik konkurs.

Det skyldtes ifølge Ritzau en af de klagesager, der var blevet rejst mod ham for at kræve store honorarer for unødvendigt og værdiløst arbejde.