Konkurrenterne dropper eksotiske kanaløer, men kapitalfond bag Lagkagehuset holder fast i Jersey

To af kapitalfonden Nordic Capitals førende konkurrenter har efter heftig skattedebat forladt de britiske kanaløer til fordel for blandt andet Sverige. Nordic Capital, der blandt andet ejer Lagkagehuset, vil fortsat placere fonde på Jersey, men tilbyder fremover Luxembourg som alternativ. Samtidig slås fondens grundlægger med de svenske skattemyndigheder om skatteregning på en halv milliard svenske kroner.

Grundlæggeren af Nordic Capital, den stenrige Robert Andreen, kæmper med de svenske skattemyndigheder om en halv milliard svenske kroner. Robert Henriksson/SVD/TT

Først smed Nordens største kapitalfond, EQT, håndklædet i ringen. Sidenhen opgav endnu en førende fond, svenske Altor, ligeledes at kæmpe mod den udbredte opfattelse, at det er suspekt at placere fondene på de britiske kanaløer, som af nogle opfattes som skattely.

Både EQT og Altor er efterfølgende gået onshore i blandt andet Sverige, Holland, Storbritannien og Luxembourg.