Kommunalt ansatte vil have jobgaranti

De ansatte i landets amter og kommuner vil have garanti for, at de kan beholde deres job og ikke havner på en dårligere overenskomst i forbindelse med den forestående kommunalreform.

Læs mere
Fold sammen
Reformen vil komme til at berøre 800.000 offentligt ansatte. Men Strukturkommisionens rapport nævner ikke ord om, hvilke konsekvenser eventuelle kommunefusioner og nye arbejdsopgaver vil få for de ansatte.

Det giver bange anelser hos formanden for de 570.000 kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte i KTO, Dennis Kristensen. Han efterlyser en klar udmelding fra såvel de kommunale arbejdsgivere og regeringen for at rydde usikkerheden af vejen.

- Lige nu ved de ansatte i amter og kommuner faktisk ikke, om de er købt eller solgt. Og hvis vi ikke på forhånd får nogle håndfaste løfter, frygter jeg, at personalet bliver kastebold mellem de offentlige arbejdsgivere, og at det helt unødvendigt vil komme til at betyde afskedigelser, siger Dennis Kristensen, der også er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).

Han kræver, at de offentligt ansatte får en tryghedsaftale, baseret på tre centrale garantier:

For det første må gennemførelsen af reformen ikke føre til fyringer. For det andet skal der laves et sæt spilleregler, der betyder, at ansatte ikke tvinges over i en ny jobfunktion eller et job, der rent geogragrafisk ligger i den anden ende af regionen, mod deres vilje. Og for det tredje skal det garanteres, at ingen medarbejdere får forringet deres løn og ansættelsesvilkår som følge af reformen.

/ritzau/