Kommunale overenskomstforhandlinger peger mod forlig

Forhandlingerne om en ny overenskomst for omkring 650.000 sygeplejersker, lærere og rengøringsassistenter i landets amter og kommuner skred i morges langsomt, men sikkert frem mod et forlig.

Derfor kunne Kommunernes Landsforenings topforhandler, Ole Andersen, i nat bekræfte, at den kommende overenskomst på området bliver tre-årig. Og lønmodtagernes ledende forhandler, formand for forhandlingsfællesskabet KTO, Poul Winckler, kunne oplyse, at der var opnået aftale om et nævn til løsning af tvistigheder om Ny Løn.

Desuden ligger det i luften, at det forlig, som opnåedes på statens område i går, vil få afsmittende virkning på det kommunale forlig. Blandt andet i form af to ekstra feriefridage, et særligt tillæg til tillidsmænd samt en sandsynlig generel lønstigning på omkring 5,5 procent.

/ritzau/