»Særdeles uheldigt.«

Sådan lyder dommen fra Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, om fredagens nyhed om, at bestyrelsesformanden for Naviair, Anne Birgitte Lundholt, stopper i selskabets bestyrelse til juni.

Dels har hun med sine 12 år som formand for bestyrelsen lang erfaring, hvilket man ikke kan sige om de personer, som nu skal videreføre det statslige selskab, der står for at styre trafikken i det danske luftrum.

Dels er Naviair midt i et stormvejr.

»Hun er den eneste med lang og dyb erfaring i selskabet, og nu stopper hun midt i en meget dyb og voldsom konflikt med flyvelederne,« siger Thomas Bernt Henriksen.

Han henviser dermed til den verserende konflikt, hvor flyvelederne siden marts har krævet 40 procent mere i løn. Et krav, som hænger sammen med det store antal ekstravagter, som flyvelederne har måttet tage, efter at selskabet som følge af coronakrisen og den begrænsede rejseaktivitet skilte sig af med et stort antal flyveledere.

Ifølge en pressemeddelelse fra Naviair meddelte Lundholt allerede i januar, at hun ønskede at træde tilbage i marts.

Burde have haft afløser klar

Det havde ikke gjort nogen forskel af betydning, om hun havde stoppet i marts eller til juni. Men man kunne have sørget for at have en afløser klar, mener Thomas Bernt Henriksen.

»Holdbarhedsdatoen for Anne Birgitte Lundholt var overskredet. Almindelige regler for god selskabsskik tilsiger, at man højest må sidde i en bestyrelse i 12 år,« forklarer Thomas Bernt Henriksen.

Man kan godt afvige fra reglerne, men netop i et statsligt selskab som Naviair må man regne med, at reglerne bliver fulgt, lyder det.

»Så hun skulle sådan set gå. Problemet er, at man på forhånd ikke har haft styr på, hvem der skal afløse hende. I hvert fald har vi ikke fået navnet at vide,« siger Thomas Bernt Henriksen.

Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen.
Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen. Søren Bidstrup

En uerfaren ledelse

Har Lundholt forløst sin rolle som bestyrelsesformand på en god måde?

»Vi har ikke hørt noget fra Naviair, før vi nåede til coronakrisen. I den forstand kan man sige, at der var ro og fred i de første mange år. Men det er klart, at det kommer til at påvirke hendes eftermæle, at hun forlader et selskab i en uafklaret situation og i dyb krise.«

Han mener dog samlet, at Lundholt har haft »en flot karriere«, selvom han mener, at hun formentlig selv havde drømt om en flottere afslutning på den.

Midt i stormvejret skal staten, altså Transportministeriet, nu ud at finde en afløser. Naviair har haft fire direktører på fem år. Den nuværende direktør har kun siddet på sin post siden 2021.

Og dermed står selskabet med betydelige ledelsesudfordringer, lyder vurderingen.

»Det vil sige, at vi står med uerfaren direktør og en blank bestyrelsesformand her til sommer, hvor danskerne skal ud at flyve,« siger Thomas Bernt Henriksen.

Den store opgave for den nye ledelse handler om at få en vagtplan til at hænge sammen og lande konflikten med flyvelederne. Som afgående formand står man ikke med et stærkt mandat til at løse konflikten. Dermed må de nye folk på banen.

Og de kan med den manglende erfaring få det vanskeligt, lyder dommen.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.