I generationer har forældre kunnet tage det næsten for givet, at deres børn ville blive rigere end dem, leve længere og være bedre uddannet. Selvfølgelig har der været undtagelser, men for samfundet generelt har udviklingen været markant, og samtidig har vi, særligt i de europæiske velfærdssamfund, øget det, vi kalder den sociale mobilitet: Selvom man havde lavtlønnede forældre, var man ikke dømt til et liv i fattigdom, men kunne drømme om at bevæge sig opad og fremad.
Men den selvfølgelighed er forsvundet. Babyboomerne, generationen som er født i efterkrigstiden mellem 1946 og 1964, har populært sagt sat sig på flæsket. Og deres børn, de såkaldte millennials, der er vokset op hen over årtusindeskiftet, sakker bagud. De bliver fattigere end deres forældre og har på mange måder mere dystre fremtidsudsigter.
Lad os tage nogle tal: Da babyboomerne i 1990erne havde samme alder, som deres årtusindskiftebørn har i dag, ejede de 21 procent af samfundets værdier ifølge den amerikanske Federal Reserve. Babyboomerne ejer bare tre procent. I mellemtiden har babyboomerne udvidet deres velstand, så de nu sidder på 57 procent af værdierne.
Coronakrisen har forstærket denne skævvridning. De store formuer, som babyboomerne sidder på, er steget dramatisk i værdi i 2020. Aktier og med dem pensionsformuer er steget over hele verden. Boligpriserne er gået mod himlen. Det har gjort babyboomerne rigere, men det er blevet markant sværere for millennials at komme ind på boligmarkedet, netop som mange ser på at købe deres første bolig.
Kun 20 procent af alle millennials ejer fast ejendom, mens mere end hver tredje babyboomer gjorde det, da de var på samme alder. Ifølge Ældresagens årlige rapport »Ældre i Tal« udgjorde lejeindtægter fire procent af de 65+-åriges bruttoindtægt i 2013. Det tal var steget til 12 procent i 2018. Når tallene for 2020 opgøres, vil det med stor sandsynlighed afspejle endnu en stigning i værdioverførsel fra de unge til de ældre.
I dag er sandsynligheden for, at børn bliver bedre stillet socialt og økonomisk end deres forældre, kun fifty-fifty. De økonomiske udsigter for millennials er så kritiske, at World Economic Forum (WEF) dedikerer et helt kapitel i deres årlige risikorapport for 2021 til problemet: »Pandemicals: Youth in an Age of Lost Opportunity.«
»Og hvad så?«
Hvordan er vi endt her?
Flere faktorer. Mange millennials kom på arbejdsmarkedet i efterdønningerne efter finanskrisen. Store grupper af unge kom simpelthen aldrig rigtigt ind på arbejdsmarkedet. Frygten er den samme i dag. At de unge, som vokser op under coronapandemien, kommer til at bære byrden for et år med dårlig undervisning, kraftige fremtidige stramninger i de offentlige budgetter, høj ungdomsarbejdsløshed og store regninger, som skal betales over de næste mange år.
Erfaringerne fortæller os, at desillusionerede unge er lettere at rekruttere til kriminalitet og til politisk ekstremisme.
Man kan trække på skuldrene og sige »og hvad så?«. Men dette kæmpe skift i værdier fra den yngre til den ældre generation får kæmpe betydning for virksomheder, arbejdsmarkedet, pensionssektoren m.m. Helt konkret betyder det, at den vigtigste indikator for de unges velfærd bliver, hvor velhavende deres forældre er. Dermed opstår en høj risiko for en undermineret social mobilitet.
Vi ved fra andre lande, at det øger risikoen for social uro. Når en hel generation har meget lidt at miste, og når den opfatter verden som uretfærdig, er den ikke tilbøjelig til at bøje hovedet, og den vil ikke nødvendigvis se demokratiske metoder som det bedste middel til at ændre verden, så længe demokratiet opretholder ulighederne. Erfaringerne fortæller os, at desillusionerede unge er lettere at rekruttere til kriminalitet og til politisk ekstremisme.
Politikerne har et ansvar her. Vores samfundskontrakt er baseret på, at vi tager os af hinanden. De unge har i over et år sat deres liv på standby for at beskytte de ældre mod en sygdom, som generelt er ufarlig for de unge. Ifølge WEF har 80 procent af de unge på verdensplan oplevet, at de psykisk har fået det værre under pandemien. Lockdown er slemt for alle, men for unge – der er midt i de vigtigste år i forhold til at danne deres identitet, opbygge sociale netværk for livet og få kærester og så videre – er det særligt alvorligt.
Nu skylder vi de unge at sige tak og sikre, at deres offer ikke sætter dem bagud på livstid. Vi må sikre, at deres stemmer bliver hørt, selvom de udgør en mindre del af befolkningen. Vi må sikre, at de bliver en del af løsningen. At vi lytter til deres bekymringer og ønsker. At vi afbøder de voldsomme virkninger, som pandemien og de tilhørende restriktioner har medført. De unge ønsker en verden med mindre ulighed, og hvor deres fremtidsmuligheder ikke er ødelagt af skiftende økonomiske kriser og forældregenerationernes rovdrift på planeten. Det er vi nødt til at tage alvorligt.
Virksomhederne har også et kæmpe ansvar. Ansvar for at oprette lærepladser. For at tage elever ind, som derigennem kan få en sund begyndelse på deres karrierer. Give dem mulighed for at gøre fremskridt. At lønne og behandle praktikanter godt. Vise de unge, at flid og dygtighed betaler sig. Vise dem tillid. Give dem plads til at præge virksomheden og udviklingen. Investere i deres uddannelse og efteruddannelse.
Hvis vi ikke sammen begynder at arbejde for at øge mulighederne for de unge, risikerer vi et samfund, hvor det berømmede danske samfundssind bare er et tomt ord. Hvor det kun gælder de mennesker, der i forvejen har deres på det tørre.
Og det er faktisk ikke ok, boomer.
