Han var så tillidsvækkende, ham den lille fætter BR i garderuniform og bjørneskindshue.

Nu kan EQT, den nye ejer af ham – og legetøjskæden bag – konstatere, at den gik durk ind i en kampzone af elendigheder, da selskabet i 2015 smed godt halvanden milliard kroner på bordet og overtog magten over den nordiske legetøjskæde, som før var ejet af familien Gjørup.

For med betalingsstandsningen i BR blev tøjet i den grad flået af den lille fætter – men sandheden er, at det i højere grad er kapitalfonden EQT, som står nøgen tilbage.

For det er så kort tid siden, man overtog kontrollen med Top-Toy og BR, at man kun kan konkludere, at EQT må have været både blind og døv, da den købte legetøjskæden.

For selvom alle detailhandelseksperter har travlt med at fortælle, hvor hurtigt forandringerne netop nu kommer rullende ind over det danske detaillandskab, så er situationen nærmere, at det vidste alle – også i 2015 – da EQT smed milliarderne på bordet.

For selvfølgelig æder internetbutikkerne sig ind på kundegrundlaget – også når det gælder legetøj. Selvfølgelig flytter salget væk fra provinsbyernes hovedgader, hvor mange BR-butikker ligger. Selvfølgelig købes mere og mere legetøj i dagligvarebutikkerne, og tænk så, hvad der sker, når Amazon rykker ind i Danmark inden længe. Lutter elendighed – i hvert fald hvis man ejer en kæde af fysiske legetøjsbutikker.

Et af de store spørgsmål nu er, hvordan EQT håndterer oprydningen. Hvem kommer til at ende med den store regning?

Det er en magtkamp om omkring to milliarder kroner, og de to store aktører er EQT og bankerne, der har penge til gode. Det har de kæmpet om længe, og sikkert er kun, at begge kommer til at tabe store penge.

Spørgsmålet er så, om leverandører til butikkerne også kommer til at skulle betale noget af regningen. Og dét emne kan blive et meget offentligt slagsmål, som hurtigt kan betyde tomme hylder i BR-butikkerne – og så midt under julesalget.

Sandheden bag det opsigtsvækkende krak er nok først og fremmest, at EQT købte Top-Toy på et tidspunkt, hvor alle – kapitalfonde, virksomheder og private investorer – som vilde jagtede rundt efter opkøbsemner i både Danmark og det store udland.

Det betød, at priserne de år blev presset helt vildt op. Det betød også, at penge brændte i lommerne på køberne i en grad, så man måske sagde ja til at købe virksomheder, der stod i en tvivlsom situation – og endda var klar til at betale overpriser for firmaet. Udbud og efterspørgsel har det med at gøre noget særligt ved priser i sådanne situationer.

Så der står EQT nu. Med en investering, som viste sig elendig fra starten. En investering, som den har måttet redde flere gange undervejs i form af millionindsprøjtninger, og en investering med så mange udfordringer, at EQT må afskrive 1,6 mia. kr. på den i bøgerne.

Uanset hvordan det ender, er det en tung nedtur for EQT, som er en storebror i kapitalfondsbranchen. Og et selskab, som gerne vil agere som en slags storebror. Og så er det en sag, hvor EQTs åbenlyse mangel på evne til at se igennem regnskaber vil efterlade selskabet med et brændemærke af de grimme.

Det diskuterede vi på redaktionen i denne uge:

Var det synd for Hyldahl?

Det er en særlig journalistisk genre, at man vender på tallerkenen og går imod folkestemningen. Tag nu diskussionen om ATP-direktør Christian Hyldahl, som valgte at gå. Flere kommentatorer og redaktører mener nu, at det er urimeligt, at han måtte gå, og at politikerne var unødigt hårde. Tja, her på redaktionen tænker vi nu nærmere, at Christian Hyldahl tog ansvar og viste sig i stand til at se alvoren i en sag, som har dybe implikationer for samfundet. Den slags er afgørende i en tid, hvor rigtig mange finansielle samfundsbastioner er under hårdt pres. Så nej tak til unuancerede folkestemninger – omvendt er det nødvendigt at se virkeligheden i øjnene.

Hov, blev Danmark nu Europas comeback-kid?

Det har længe været en velbeskrevet og ualmindeligt kedelig historie, at Danmark lå nærmest i bunden af Europas lande, når det gjaldt evnen til at skabe økonomisk vækst.

Bedre blev det ikke af Danmarks Statistiks manglende evne til at producere økonomisk statistik, som rent faktisk også var rigtig.

Nu tyder det heldigvis på, at Danmark er rykket frem i vækstbussen. Det danske BNP steg med 0,7 pct. i tredje kvartal, mens vore konkurrenter i f.eks. Sverige og Tyskland direkte gik tilbage.

Spørgsmålet er dog, hvor længe »eventyret« varer. For danske virksomheder er i høj grad afhængige af eksporten til især Sverige og Tyskland, så et tilbageslag kan vente lige rundt om hjørnet.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske