Som skyggestatsminister er Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, selvfølgelig en, man lytter til – hvad der bliver sagt, hvordan det bliver sagt, og hvad der ikke bliver sagt.
På den nylige partikongres talte Mette Frederiksen i sin formandsberetning meget om børnene, de unge, om uddannelserne, om de fremmede og om velfærd. Fornuftigt – det er emner, der optager danskerne.
Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, hvis hun kommer til magten, og hun vil fastholde og udbygge velfærdsstaten. Alt sammen fint og godt. I en følelsesladet formandstale på kongressen behøver man ikke knytte mange kommentarer til erhvervsdanmark. Fair nok.
Men jeg kan nu ikke lade være med at opholde mig ved de to små og eneste bisætninger i formandstalen, som havde noget med erhvervslivet at gøre. Nemlig et par uppercut til henholdsvis Saxo Bank og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs (det handlede om Ørsted, det tidligere DONG Energy).
Nuvel, det er lette point at score, men forhåbentlig er det ikke det, som den måske kommende statsminister vil føre politik ud fra. I så fald får hun problemer med at finansiere den velfærd, hun så smukt omtaler. Man behøver ikke elske Saxo Bank, men hun må som minimum erkende de tørre tals tale.
Saxo Bank har omkring 700 medarbejdere og betaler således masser af skatter til både stat og kommune i Danmark. Mette Frederiksen snerrede i sin formandstale ad banken med disse ord: »Hvis du virkelig er optaget af at sikre en god økonomi i kommunerne, så er det jo ikke ligefrem Saxo Bank, der kommer med pengene, vel?« Jo, Mette Frederiksen, det er det faktisk.
Og så lad os lige tage den med Goldman Sachs én gang til for prins Knud – og i særlig grad for vores måske kommende statsminister.
Mette Frederiksen garanterede i sin formandstale: »Det bliver ikke på min vagt, at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs.« Man behøver sørme heller ikke elske Goldman Sachs, for den amerikanske investeringsbank er alene en profitjæger og ikke blandt Guds bedste børn. Men måske Mette Frederiksen skulle vende skråen en ekstra gang, inden hun hælder Ørsted-milliarderne ned ad brættet.
Goldman Sachs solgte efter fire års ejerskab sine Ørsted-aktier (dengang DONG) med en profit på 12 mia. kr. Og ja, det er en hulens masse penge. Men det er en anden aktionær, der profiterede endnu mere. Nemlig den danske statskasse.
Skulle det lykkes for Mette Frederiksen at erobre statsministertronen, har hun en ejerpost i Ørsted til en værdi af mere end 90 mia. kr. til rådighed. 90 mia. kr. Enorme værdier, tjent blandt andet på at projektere og bestyre vindmøller i udlandet.
Hvis Mette Frederiksen ikke vil høre tale om yderligere frasalg af Ørsted-aktier, kan hun tænke på de to mia. kr., der årligt ryger ned i statskassen fra udbyttet af Ørsted-aktieposten. Det er to mia. kr., som Mette Frederiksen så kan bruge på at være børnenes statsminister eller til forbedret velfærd. Alt tyder i øvrigt på, at disse udbytter blot stiger over de kommende år.
Respekt for alle Mette Frederiksens gode tanker om at forbedre hverdagen for danskerne. Men det er svært at forstå dæmoniseringen af det erhvervsliv i Danmark, som fodrer statsministeren in spe med milliarder af kroner til at kunne holde de gyldne løfter i formandstalen på kongressen.
Der gror ikke penge på træerne i Danmark – pengene skal trods alt komme et sted fra.
Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator