Kold luft for SAS i Billund

Interessekonflikt: Lufthavnschefen i Billund Lufthavn skriver til kunderne »at SAS vil os ikke noget godt«. SAS-chefen svarer, at ledelsen i Billund skal passe sine egne opgaver, så skal SAS nok passe sine.

Læs mere
Fold sammen
Selv om klimaet er blevet mildere i det danske landskab, er det kold luft, der møder SAS, når selskabet i dag åbner ruten mellem København og Billund, og markerer åbningen i det jyske ved frokostid.

SAS har ikke lagt skjul på, at opgaven er at trække så mange passagerer som muligt til København og derfra videre ud i verden.

I Jylland vil Maersk Air gøre alt for at sende så mange passagerer ud i verden som muligt fra Billund - uden først at sende dem til København.

I kundebladet, som Billund Lufthavn udsendte i weekenden, er linierne trukket skarpt op.

Lufthavnschef i Billund Jørgen Krab Jørgensen sender følgende nytårshilsen til passagererne:

»Jeg er nødt til at sige til vore mange gode rutepassagerer, at SAS ikke vil os noget godt, hverken passagerer eller lufthavnen. For lykkes projektet fuldt ud, vil Billunds store internationale rutenet lide skade. Vi betjener SAS på samme professionelle måde som alle andre luftfartsselskaber, der beflyver lufthavnen, men det betyder ikke, at vi glæder os over, at de kommer hertil, for det gør vi ikke.«

Tidligere i den ledende artikel i bladet »Check-in Billund« undrer Krab Jørgensen sig over, at SAS vil flyve en rute, som bestemt ikke har hørt til de givtigste for Maersk Air, efter at Storebæltsbroen er kommet. Forundringen blev ikke mindre, da man samtidig erfarede, at SAS nedlægger en række andre ruter.

Undervejs er SAS blevet nægtet en optagelse af en annonce i samme blad, og den sag er nu indbragt for Konkurrencestyrelsen

Koncernchef Jørgen Lindegaard i SAS er lige netop i den sag iskold:

»Jeg synes ledelsen i Billund Lufthavn skulle tage vare på sine egne ting, så skal vi nok passe vores, Vi ønsker at få flere kunder til at flyve via København, og skal vi tage dem fra Billund og Maersk Air vil jeg opfatte det som om opgaven er lykkedes.«