Kogalskab på Bornholm

Danmark har endnu en gang haft en ko med kogalskab. Denne gang er det en bornholmsk ko fra en økologisk besætning, der er blevet testet positiv for sygdommen, oplyser Fødevaredirektoratet.

Med det nye tilfælde af kogalskab er sygdommen i alt fundet hos otte danskfødte kreaturer siden 2000.

Kødet fra koen er ikke havnet på spisebordet. Fødevaredirektoratet oplyser, at alle dele fra et slagtet kreatur, der testes positiv, bliver destrueret.

Lige siden den første prøve viste tegn på kogalskab, har besætningen på Bornholm været under offentligt opsyn. Og nu vil hele besætningen samt de dyr, som er solgt til andre besætninger, blive slagtet og sendt til forbrændingen. Samtidig vil dyr over 24 måneder på de 12 andre besætninger blive testet for kogalskab.

/ritzau/