Københavns Lufthavn satte i april rekord for flest aprilrejsende nogensinde.

Cirka 2,8 millioner passagerer var gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på seks procent sammenlignet med sidste år.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Forårets fridage og påskeferien påvirkede vanen tro rejselysten hos de passagerer, der fløj til og fra Københavns Lufthavn.

- Højsæsonen for rejser er begyndt op mod sommeren, og den globale appetit på at rejse er fortsat høj.

- April blev dermed endnu en meget travl måned med et højt passagerniveau, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i pressemeddelelsen.

Spanien topper listen over de mest populære lande, som flypassagerer rejste til i april fra København. Flere end 248.000 passagerer rejste mellem Københavns Lufthavn og Spanien i løbet af måneden.

Byerne Málaga og Barcelona samt øen Mallorca var de mest besøgte destinationer i Spanien.

Derudover er antallet af rejsende fra Københavns Lufthavn til asiatiske destinationer steget, efter at nye direkte ruter og flyselskaber er blevet tilføjet.

- Asien er virkelig populær, og flyene er fyldt godt op. Vi har budt velkommen til nye flyselskaber med nye destinationer i Asien, og det har de rejsende taget virkelig godt imod, siger Peter Krogsgaard.

Krigen i Mellemøsten og de stigende oliepriser har dog sat sit aftryk hos enkelte af flyselskaberne, som flyver fra Københavns Lufthavn.

- Vi kan se, at enkelte flyselskaber har justeret lidt på antallet af afgange, typisk på ruter, hvor der er flere daglige afgange.

- De stigende brændstofpriser har endnu ikke haft signifikant effekt på trafikken i Københavns Lufthavn, siger Peter Krogsgaard.

Københavns Lufthavn oplevede i april også en stigning i antallet af udenlandske gæster, hvor europæiske rejsende udgjorde størstedelen af de besøgende med omkring 85 procent.

Overordnet set var London, Oslo og Stockholm de mest populære enkeltdestinationer blandt rejsende, der rejste fra København i april.

Med det rekordhøje antal rejsende i april har Københavns Lufthavn nu sat passagerrekord 13 måneder i træk.

/ritzau/