København: Løntilskud virker

Københavns Kommune forstår ikke den voldsomme kritik af den offentlige aktivering. Kommunens egen opgørelse viser, at næsten 40 procent af deltagerne er i job efter tre måneder.

I Københavns Kommune ryster man på hovedet af vismændenes kritik af løntilskud og virksomhedspraktik for de ledige.

Kommunen gennemgik sidste år effekterne af løntilskud for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, og kommunens rapport viser, at 38 pct. af dem var selvforsørgende efter tre måneder. Det er det samme som på landsplan og langt højere end effekten af virksomhedspraktik og opkvalificering af de ledige. Kun de private løntilskud har en bedre effekt, hvor halvdelen af deltagerne er kommet i arbejde tre måneder efter, at aktiveringen er slut ifølge kommunens rapport. »Jeg synes, at vismændene overdriver. Vi har fundet en god måde at bruge løntilskud på i samarbejde med alle fagforeningerne i København, så vi sikrer, at de ikke fortrænger de ordinære stillinger,« siger beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) og fortsætter:»Jeg kender godt til kritikken af løntilskud, og jeg vil også gerne se på, om vi kan gøre det bedre. Men vi kan se, at det er et redskab, som virker,« siger borgmesteren. Kommunen har især mange højtuddannede i løntilskud, og sidste år stod flere af dem frem med kritik af, at ordningen havde taget et omfang, så man som nyuddannet nærmest blev nødt til at arbejde gratis for overhovedet at komme i betragtning til et job. Men den kritik påvirker ikke Johnny Andersen, som i dag er i løntilskud i kommunen. Han er uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet i februar, og efter at have fået afslag på omkring 100 ansøgninger med begrundelsen »manglende erfaring« besluttede han sig for at søge et løntilskudsjob. Nu arbejder han med kontering i beskæftigelsesforvaltningens økonomikontor.

Vil bruge det som springbræt

»Jeg havde godt hørt, at løntilskud i det offentlige ikke virker. Men for mig handlede det om at få erfaring, for det er meget lettere at søge job, når man har et. Jeg har flere venner, som også fik en hel del ud af det, og indtil videre har jeg lært meget om, hvordan det offentlige fungerer,« siger Johnny Andersen, der nu håber, at han inden april, hvor løntilskudskuddet stopper, kan finde et job. Kommunen har ikke givet ham garanti for, at han kan blive ansat bagefter.

»Men jeg håber da, at jeg har en bedre chance nu, hvor jeg har fået en fod indenfor,« siger Johnny Andersen, som også søger andre job, typisk som analysemedarbejder eller andre AC-stillinger. Foreløbig har han halvandet år tilbage af sin dagpengeperiode, og han er optimistisk omkring at finde fast arbejde.»Men ellers vil jeg slække på kravene i forhold til, hvor i landet jeg søger, og hvilke typer stillinger jeg søger. Men i første omgang går jeg selvfølgelig efter et job, som passer til den uddannelse, jeg har taget,« siger han.